DM-nøglen kan ligge i fjerde finalekamp

Læs mere
Fold sammen

Fjerde akt i DM-dramaet kan blive nøglen til guldet.

Scenen er sat fredag aften med 4.000 tilskuere i en oppisket atmosfære i Granly Hockey Arena og to topmotiverede hold med vildskab i øjnene.

Udligner Esbjerg Energy til 2-2 i serien, er finalen helt åben, mens Sønderjyske med en sejr står med tre matchbolde og kan vinde sit tredje DM i træk på søndag i fortet i Vojens.

Esbjerg Energy er uden den canadiske "krudttønde" Scott Howes, som fik en spilledags karantæne for sin knætackling på Steffen Frank.

I den fysisk opslidende serie med mange dumme og kostbare udvisninger røg Sønderjyskes Warren Peters ud af finaleserien allerede i den første kamp med matchstraf og seks spilledages karantæne for en "checking to the head" på Lasse Bang.

At udvisningerne er dyre, viser statistikken. Af Sønderjyskes elleve mål i de første tre kampe er de syv scoret i overtal.

Her vurderer fire personer de første tre kampe i en intensiv og fysisk fight.

Olaf Eller, U20-landstræner:

»Jeg har følt mig godt underholdt i de tre kampe spændingsmæssigt og taktisk. En intensiv og interessant finaleserie. Jeg glæder mig til fortsættelsen. Sønderjyske har været i kontrol i to en halv kamp. Selv om Esbjerg sluttede med fem mål på stribe i de sidste 25 minutter i kamp nummer tre, vil jeg ikke kalde det et vendepunkt, før de eventuelt vinder nummer fire. Men ingen tvivl om, at de har fået mere selvtillid og har åbnet serien.«

Philip Larsen, NHL og KHL:

»I de første to kampe lå Sønderjyske et niveau over Esbjerg, som havde svært ved at følge med. Jeg synes, jeg ved, hvor Sønderjyske står. Derimod er jeg i tvivl om, hvor meget mere der er i Esbjerg. Det er et meget svingende og uforudsigeligt hold, det er svært at blive klog på. Jeg er ikke i tvivl om, at Esbjergs topspillere med navne som Derlago, Clark og Bergman er bedre end Sønderjyskes topspillere, men Sønderjyske har en bredere trup.«

Anders Overmark, Sønderjyske (kan vinde sit femte danske mesterskab i træk):

»Finalen er mere fysisk end kampene mod Rødovre Mighty Bulls og Frederikshavn White Hawks i kvart- og semifinalen. At vi har været igennem et hårdt program kunne mærkes på tempoet i den tredje kamp. Jeg synes, der er et godt niveau på finalen, og den fjerde kamp vil også være tæt og fysisk hård. Det handler om at minimere fejlene, holde hovedet koldt og følge gameplanen.«

Peter Fredberg, BT:

»Finalen har endnu ikke nået det niveau, kvart- og semifinalerne lovede os. Jeg er skuffet over den dårlige disciplin, og jeg tvivler på, vi har set den sidste matchstraf. Trætheden havde sat sine spor i den tredje kamp (tre kampe på fem dage), og den ekstra fridag inden kamp fire har været velkommen. Sønderjyske virker stærkest, og mit bud er, at de lukker og slukker på søndag i SE Arena og bliver det første hold siden KSF i 1966, der scorer hattrick.«