DM-familielykke på 100 meter

Familielykke på Odense Atletikstadion. En glad dansk mester på 100 meter, Morten Dalgaard Madsen, omgivet af sin farfar og træner, 78-årige Erik Madsen, tv., og sin far, René Storgaard Madsen, som også er tidligere sprinter. Foto: Kim Gudmand Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

53 år efter Erik Madsens danske mesterskab på 100 meter satte barnebarnet, Morten Dalgaard Madsen,19, sig på den danske sprintertrone.

78-årige Erik Madsen er ikke blot farfar til den nye komet, men sammen med Hans Henrik Aackmann også supertalentets træner i Skive AM.

- Det har været nogle fantastiske dage. Morten har talentet til at være bedst, når det gælder, siger en glad Erik Madsen.

Den gamle mester var med Morten Dalgaard Madsen til junior-VM i Eugene, USA, for en uge siden, og han var blandt tilskuerne til DM på Odense Atletikstadion.

I Eugene løb fremtidsnavnet 10.38, mens DM-guldet blev sikret i 0,5 sekundmeter modvind i 10.80 med en margin på 21/100 til spartaneren Mike Kalisz.

For over et halvt hundrede år siden løb Erik Madsen på den fremragende håndstoppede tid 10.5, og med en uddannelse inden for idræt har han været en dygtig læremester for barnebarnet. Ikke mindst på det mentale plan.

- Det er spændende at følge Morten. Min trænerkollega Hans Henrik, som har bygget Morten op, spår, at Morten en dag vil løbe under 10.0. Men det tør jeg slet ikke udtale mig om, siger en smilende Erik Madsen.

Kun én europæer, franskmanden Christophe Lemaitre (9.92), har løbet under ti blank, så der er noget at sigte efter.

Desværre fik man ikke DM-duellen mellem Skive-atleten og sidste års danske mester, Kristoffer Hari, 16, som koncentrerer sig om ungdoms-OL og 12. august rejser til Kina.

Morten Dalgaard Madsen, som efter sommerferien skal op i 3. g på Viborg Katedralskole, er den fjerde teenager i træk, der vinder DM i kongedisciplinen, 100 meter.

- Modvinden og jetlag (kom hjem fra USA i tirsdags, red.) var imod mig. Det var ikke i dag, jeg skulle jagte en toptid, siger han.

- Det handlede udelukkende om placeringen, og jeg nåede mit mål.