Djokovic spiller sig sikkert videre i French Open

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic er klar til tredje runde i French Open efter en sejr over finne.

Serbiske Novak Djokovic har endnu ikke tabt et sæt i årets French open og er klar til tredje runde. Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Novak Djokovic tromler videre i French Open.

Torsdag stod finske Henri Laaksonen for skud, da den serbiske tennisstjerne spillede sig sikkert videre til tredje runde af årets anden grand slam-turnering efter en sejr i tre sæt med cifrene 6-1, 6-4, 6-3.

Dermed har Djokovic stadig ikke tabt et sæt i turneringen.

Den topseedede serber skal i sin næste kamp møde kvalifikationsspilleren Salvatore Caruso fra Italien, der på sin vej gennem turneringen blandt andre har slået 26.-seedede Gilles Simon.

Djokovic skulle torsdag kun bruge 24 minutter på at vinde første sæt mod Henrik Laaksonen 6-1. Serberen brød finnen både første og anden gang, Laaksonen lagde ud, og så stod der hurtigt 4-0.

Det lykkedes finnen at vinde et enkelt parti, men i det efterfølgende kunne Djokovic på sin tredje sætbold tage det første skridt mod sejr.

I andet sæt var Henri Laaksonen bedre med, og finnen fik midtvejs brudt Djokovics serv til stillingen 3-3. Serberen svarede dog igen ved bryde tilbage og cruisede derefter mod endnu en sætsejr, der sikkert kom i hus.

Tredje sæt blev både indledt og afsluttet med et servebrud af Djokovic, der altså uden de store problemer sikrede avancement.

Tidligere torsdag gik femteseedede Alexander Zverev ligesom Novak Djokovic videre til tredje runde med en sejr over svenske Mikael Ymer i tre sæt.

Fjerdeseedede Dominic Thiem sikrede sig også billet til tredje runde, da østrigeren måtte ud i fem sæt for at slå Alexander Bublik fra Kasakhstan.

/ritzau/