Djokovic og Kyrgios bager op til finalebrag på Instagram

Wimbledon-finalisterne Novak Djokovic og Nick Kyrgios har fundet hinanden efter at have været i modvind.

- Det tog dig fem år at sige noget pænt om mig, råbte Novak Djokovic grinende, da han lørdag passerede Nick Kyrgios' træningsbane. Toby Melville/Reuters

Novak Djokovic og Nick Kyrgios, der søndag brager sammen i Wimbledon-finalen, er kendt for at dele vandene, men i den seneste tid har de i det mindste fundet hinanden.

Djokovic var voldsomt i vælten i årets begyndelse, da han endte med at blive udelukket fra Australian Open. Det skyldtes, at han nægtede at lade sig vaccinere mod coronavirus.

Her var mange modstandere af Djokovic, men Kyrgios fandt derimod lejlighed til at støtte sin stjernekollega, efter at han ellers tidligere har været ude med riven over for den 20-foldige grand slam-vinder.

Netop det hentydede Djokovic da også til, da de to finalister lørdag stødte på hinanden på Wimbledons træningsanlæg.

»Det tog dig fem år at sige noget pænt om mig, råbte Djokovic grinende, hvortil Kyrgios svarede, »men jeg forsvarede dig, da det betød noget«,« gengiver flere medier, herunder nyhedsbureauet AFP.

»Det gjorde du, og det sætter jeg pris på,« returnerede Djokovic, inden snakken senere lørdag fortsatte på det sociale medie Instagram.

»Er vi venner nu,« spurgte Kyrgios, og Djokovic accepterede:

»Hvis du inviterer mig på en drink eller middag, så accepterer jeg. PS: Vinderen i morgen (søndag, red.) betaler.«

Hertil svarede Kyrgios:

»Aftale, lad os tage på natklub og gå amok.«

Her refererede Kyrgios formentlig til en episode i 2020, da coronavirus for alvor begyndte at ramme verden.

Mens turneringer og kampe verden over blev aflyst, arrangerede Djokovic sin egen turnering i Beograd, hvor flere stjernespillere mødte op og skejede ud på en natklub med Djokovic. Med flere smittetilfælde som resultatet.

Da formulerede Kyrgios sig skarpt mod Djokovic, men alt det er nu begravet mellem de to inden søndagens finale.

Deres pludseligt opståede »bromance« står i stærk kontrast til Kyrgios' fejde med Stefanos Tsitsipas i sidste weekend, hvor sidstnævnte var så rasende på Kyrgios, at han flere gange under kampen i tredje runde bevidst hamrede bolden efter australieren.

Kyrgios har gennem hele karrieren været kendt som en »bad boy« og sportens »enfant terrible«. Under Wimbledon har han tilmed også skullet forholde sig til en sigtelse for vold mod en ekskæreste.

Alligevel har han holdt fokus i en sådan grad, at han nu er klar til sin første grand slamfinale i en alder af 27 år.

Djokovic står i sin 32. af slagsen og kan vinde en af sportens fire største trofæer for 21. gang.

Vinderen af søndagens finale, der begynder klokken 15, bliver tilmed beriget med to millioner pund – 17,5 millioner kroner – og dermed skulle der nok være råd til at betale for den middag, der også er kommet på højkant.

/ritzau/