Djokovic fik sat navn på modstander midt i visumkaos

75 minutter blev lodtrækningen til Australian Open udsat efter usikkerhed om Novak Djokovics deltagelse.

Novak Djokovic skal møde Miomir Kecmanovic i første runde af grand slam-turneringen Australian Open. Mike Frey/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Novak Djokovic var med i lodtrækningen i grand slam-turneringen Australian Open, som blev 75 minutter forsinket efter usikkerhed om serberens deltagelse i turneringen.

»Vi har haft en forsinkelse,« bekræfter en talsmand fra tennisturneringen over for AFP uden at forklare nærmere.

Lodtrækningen blev skubbet fra klokken 05 torsdag morgen dansk tid til 06.15 og sluttede lidt senere.

Hurtigt stod det klart, at Djokovic i første runde skal møde landsmanden Miomir Kecmanovic, som er nummer 78 i verden.

Verdensetteren, som har vundet Australian Open ni gange, kommer dermed til at være klar favorit til at gå videre.

Selvom Djokovic nu har fået sat navn på sin modstander, er det usikkert, om han overhovedet får lov til at deltage i turneringen.

Australiens premierminister, Scott Morrison, bekræfter torsdag morgen dansk tid, at det fortsat vurderes, om Djokovics visum skal trækkes tilbage.

Morrison ville torsdag ikke kommentere yderligere på Djokovic-sagen, end han allerede har gjort, men han udtalte sig i generelle vendinger om reglerne for at kunne opholde sig i landet.

Personer skal have en medicinsk dispensation for at kunne rejse ind i Australien, og man skal enten være vaccineret eller kunne dokumentere en årsag til ikke at være vaccineret, understregede premierministeren.

Immigrationsminister Alex Hawke sagde tirsdag, at man stadig kan vælge at tilbagekalde Djokovics visum.

Sker det, risikerer 34-årige Djokovic tre års indrejseforbud i Australien.

Det var ventet, at der inden lodtrækningen var truffet en afgørelse om at tilbagekalde Djokovics visum eller ej. Det skete dog ikke.

Yderligere oplysninger fra Djokovics advokater har udsat beslutningen, meddelte Hawkes kontor onsdag.

For en uge siden fik serberen efter ankomsten til Australien inddraget sit visum med en forklaring om, at han ikke lever op til landets coronaregler.

Herefter blev Djokovic kørt på et karantænehotel, hvor han var indespærret frem til mandag.

Her gav en dommer Djokovic medhold i, at han har lov til at opholde sig i Melbourne, hvor turneringen spilles fra natten til mandag dansk tid.

/ritzau/