Disse to klubber har råd til at købe Messi

Læs mere
Fold sammen

Problemerne i Barcelona er brudt ud i lys luge den seneste uge. Først missede Lionel Messi en træning, så blev Andoni Zubizarreta fyret som sportsdirektør, og siden så klubbens præsident, Josep Maria Bartomeu, sig nødsaget til at udskrive valg et år før planlagt.

De mange problemer har for alvor sat gang i rygtestrømmen om Lionel Messis fremtid - eller mangel på samme - i den spanske storklub.

Chelsea og deres stenrige russiske ejer, Roman Abramovich, er hyppest blevet nævnt som en kommende arbejdsgiver for den vævre argentiner. Men skal man tro Rob Wilson, der er ekspert i fodboldfinanser, har Mourinho slet ikke råd til at indlemme Messi i folden.

Faktisk er der kun to klubber i verden, der har økonomi til det.

Rob Wilson forklarer, at Real Madrid og Manchester United er de eneste klubber, der har råd til at betale transfersum, lønpakke og alle andre omkostninger i forbindelse med en transfer og stadig leve op til UEFAs regler om Finansiel Fair Play (FFP).

»Når man ser på indtægterne, klubberne genererer samt likviditetsreserverne - er United og Real Madrid de eneste, der har råd,« siger Rob Wilson, der er ansat ved Sheffield Hallam University til BBC. Han fortæller videre, at det ikke engang er sikkert, at de to klubber vil have råd.

»Når man ser på, hvad lønomkostningerne vil være, er det ikke engang sikkert, at de vil være i stand til at købe ham og stadig holde sig inde for FFP.«

Lionel Messi har en frkøbsklausul på 1,86 milliarder - og ja, det var milliarder - kr. Og da Lionel Messis kontrakt først udløber i 2019 er da nok usandsynligt, at Barcelona er villig til at slippe ham til spotpris.

»Det vil helt sikkert gøre det nemmere for Chelsea, Manchester City PSG og Bayern München, hvis de kan betale en transfersum over flere rater, men da Manchester United solgte Cristiano Ronaldo, krævede de pengene med det samme - og jeg går stærkt ud fra, at det vil være det samme med Messi,« siger Wilson.

Finansiel Fair Play foreskriver, at en klub ikke må have tab på over 223 mio. kr. over en tre-årig periode. Overholder klubberne ikke dette, kan de se frem til store bøder fra UEFA. Eksempelvis fik Manchester City og Paris Saint-Germain i sidste sæson bøder på over 450 mio. kr. for at have brudt reglerne.

»Chelsea og Manchester City har den finansielle kapacitet til at købe ham, men om de vil gøre det og så bekymre sig om konsekvenserne bagefter er en anden sag. De fleste troede, at FIFA ville have et afslappet forhold til FFP, men man har vist, at skrider hårdt ind over for overskridelser.«