Danmarks Cykle Union (DCU) skal have ny direktør.

Niels Bo Daugaard, som har været direktør siden marts sidste år, fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser DCU på sin hjemmeside.

Beslutningen er truffet i fælles forståelse, lyder det i udmeldingen på hjemmeside.

- Det har været en stor ære at stå i spidsen for Danmarks Cykle Union, og det har været en fornøjelse at møde så mange dedikerede mennesker i sporten, siger Daugaard til DCU's hjemmeside.

DCU har været præget af stor intern uro og mange skift på nøgleposter gennem de senere år.

Det er ikke mere end et år siden, at DCU fik ny formand i skikkelse af Morten Anderson på en ekstraordinær kongres. Anderson havde tidligere været formand.

- Niels Bo har i det seneste år ydet en kolossal arbejdsindsats for dansk cykelsport, siger formanden til forbundets hjemmeside.

- Han har bidraget med en afgørende professionalisering og kommercialisering af DCU, vigtig strategisk udvikling og et bredt netværk - både nationalt og internationalt. Det sætter vi stor pris på.

Af nyheden på hjemmesiden fremgår det at:

- Der er enighed (mellem direktør og bestyrelse, red.) om, at det på nuværende tidspunkt er det rette skridt for organisationen.

Daugaards forgænger, Jens-Erik Majlund, var konstitueret direktør i 13 måneder.

/ritzau/