»Vi må konstatere, at det er historisk.«

Thomas Ladegaard er ikke i tvivl. Forfatteren til flere bøger om håndbold har gravet i gamle tabeller fra herrernes bedste række.

»Jeg fandt nogen fra 1950erne, hvor det var tæt, men det her drama har vi ikke oplevet før.«

Fire hold er i farezonen inden grundspillets sidste runde lørdag. TMS Ringsted, Nordsjælland, TTH Holstebro og KIF Kolding kan rykke direkte ud. Værst ser det ud for mastodonten over dem alle – Kolding.

Danmarks mest vindende håndboldklub har to point færre end de andre og er tvunget til at slå TTH med minimum to mål for at være sikker på at undgå direkte nedrykning.

»Det bliver svært underholdende,« siger Thomas Ladegaard.

Kolding vandt sit første DM-guld i 1987 og blev siden en magtfaktor. I den første halvdel af 00erne kunne ingen nærme sig mastodonten med karismatiske Jens Boesen i spidsen som direktør.

Det seneste guld blev vundet i 2015, da klubben blandt andet bestod af resterne fra kuldsejlede AG København og lystrede det bizarre navn KIF Kolding København.

Københavnereventyret sluttede i 2018. Klubben vendte tilbage til rødderne, og den mangeårige frontfigur Jens Boesen sagde farvel. Det nye KIF fik dog en sløj start. I 2019 klarede klubben kun lige nøjagtig skærene i ligaen.

I 2020 kom klubkoryfæet Christian Hjermind til som direktør. Han har skruet og hamret i fundamentet, som nu er solidt, mener han. Alligevel er nedrykning en højaktuel risiko, og han erkender, at stemningen er anspændt.

»Vi mærker selvfølgelig, at der er noget meget stort på spil,« siger Hjermind.

»Jeg er spændt, men det giver mig noget ro at se, hvordan der bliver arbejdet på holdet i de her uger. Holdet er gået i den rigtige retning.«

Nedturen er en konsekvens af nedgang i spillerbudgettet og flere års uro på de indre linjer efter det københavnske eventyr, siger Hjermind.

Han mener selv, at han og ledelsen har formået at vende udviklingen.

»Det seneste halvandet års tid har der været enorm opbakning fra byen og regionen. Vi har haft 100 procent vækst i antallet af partnere, og vi har oplevet opbakning til fortællingen og visionen om KIF.«

Hvis man spørger Thomas Ladegaard kan klubbens fremtid dog være dyster. Han peger på tidligere håndboldmastodonter som Aarhus KFUM og Gladsaxe/HG, som forsvandt fra landkortet, da nedrykningen indtraf.

»Flere tidligere storklubber eksisterer ikke længere. Jeg kan godt være nervøs for, at Kolding skriver sig ind i rækken af de helt store klubber, som er forsvundet fra ligaen,« siger Ladegaard.

Så galt kommer det dog ikke til at gå. Det forsikrer Christian Hjermind. Han afviser, at de seneste års genopbygning vil være spildt, hvis klubben i næste sæson frister en tilværelse i den kommercielt nærmest usynlige 1. division.

»Jeg kan se, at vi i tilfælde af nedrykning har forudsætningerne for at sætte en målsætning om at rykke op igen med det samme,« siger Hjermind.

Efter grundspillet venter et nedrykningsspil, hvor holdene, der er placeret fra nummer 9 til 13 deltager. Ingen redder sig dermed endegyldigt lørdag.

/ritzau/