DIF forstår ikke Mikkelsens udmelding

Danmarks Idræts-Forbund beklager, at kulturminister Brian Mikkelsen har skabt tvivl om sin deltagelse ved OL-åbningsceremonien.

Kulturminister Brian Mikkelsens trussel om, at blive væk fra åbningsceremonien ved OL i Beijing, bliver modtaget med undren i Danmarks Idræts-Forbund (DIF).

- Vi beklager og forstår ikke, at kulturministeren overvejer ikke at repræsentere Danmark ved åbningen af OL i Beijing i august. Men det er selvfølgelig op til politikerne at beslutte, hvordan den politiske repræsentation skal være. Vi står alene for de idrætslige beslutninger, og en af dem er, at danske atleter deltager ved OL i Beijing, siger formanden for DIF, Niels Nygaard, til Ritzaus Bureau.

Han vil ikke tage stilling til, om en boykot fra det politiske Danmark også skal betyde, at kronprins Frederik, der efter planen skal overvære legene som DIF's kandidat til den olympiske komité, skal blive væk fra ceremonien.

- Det er jo først og sidst op til kronprinsen selv at beslutte, hvad han vil gøre. Vi har bare inviteret ham og er behjælpelig med at forberede ham rent idrætspolitisk, siger Nygaard, der dog erkender, at det bliver svært for kronprinsen at opnå valg til komitéen, hvis han udebliver fra åbningshøjtideligheden.

/ritzau/