Dialog i gang i kagekrigen

Mathias Boe og Carsten Mogensen er blandt de spillere, som nu er i dialog med Badminton Danmark. Fold sammen
Læs mere

Fem af Danmarks bedste doublespillere blev smidt af landsholdet, fordi de nægtede at spille med en ny sponsor, der kolliderede med deres personlige sponsorater. Fronterne blev trukket hårdt op, og der så ikke ud til at være nogen vej tilbage for parterne, men nu er der et tøbrud på vej.

Badminton Danmark meddeler, at der er gang i en dialog med doublespecialisterne Joachim Fischer, Carsten Mogensen, Mathias Boe, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl. Siden torsdag har man sammen forsøgt at finde en løsning på konflikten, som handler om, at spillerne i forvejen har personlige sponsorater med småkageproducenten Kelsen Group, men at forbundet har lavet en aftale med konkurrenten Danisa, som har købt pladsen på landsholdstøjet.

Initiativet til dialogen blev taget af Henrik Parkhøi, som er aktiv i Skovshoved Badminton og fortsat deltager i den igangværende dialog.

Ifølge Badminton Danmark har Danisa fremsat et forslag om, at de omtalte spillere vil kunne spille Sudirman Cup med en brystreklame på spilletrøjen for kaffeproducenten Kopiko, der ligesom Danisa er ejet af det indonesiske selskab Mayora.

Men både forbund og spillere ønsker en langsigtet løsning, hvor tavlen bliver vasket ren, og de fem spillere deltager ikke ved Sudirman Cup, badmintonsportens VM for hold. Der er allerede udtaget fem andre spillere, og af respekt for dem vil man ikke lave en hovsa-løsning, hvor de fem udstødte spillere pludselig vender tilbage.

Dialogen fortsætter i de kommende dage.