DHF laver Boxen og dribler med momsen

VM i herrehåndbold har sat sig på hele sendefladen. De forsvarende olympiske mestre fra Danmark har nu endelig chancen for at revanchere VM-skuffelsen på hjemmebane for 41 år siden.

Mikkel Hansen og resten af det danske herrelandshold vandt som forventet sin åbningskamp i VM i herrehåndbold, da Chile torsdag blev besejret 39-16 i Royal Arena i København. Der er stadig lang vej tilbage, inden landsholdet kan stå med VM-guldmedaljerne om halsen. Arrangøren, DHF, er derimod allerede sikker på at få masser af guld i pengetanken – bl.a. via kreativ momstænkning, kritiserer flere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Ham der sølvræven inde i TV 2 er da vist også ved at være lidt oppe i årene. Med referencer til VM i herrehåndbold i Danmark i 1978, som om det var i går. Og den halve nation, der end ikke kan huske et frikast fra den turnering overhovedet.

Alt imens jeg må minde mig selv om, at jeg da vist også selv er deropad, for når jeg spoler tilbage, kan jeg faktisk ret skarpt erindre de sidste minutter omme bag det ene mål i Århus Stadionhal og en dansk 16-14-føring over Sovjetunionen, der lettere sensationelt og alligevel ærgerligt fik 16-16 som facit. Landstræner Leif Mikkelsen i ekstatiske rejehop op langs sidelinjen og en 13-årig knægt, der jublede med i al sin provinsielle tilbageholdenhed. Ikke så mange Balkan-manerer over en dreng fra landet på VM-visit i den jyske hovedstad på den tid.

Det uafgjorte resultat viste sig snart udslagsgivende for den missede finaleplads. I stedet en tabt bronzekamp til DDR og startskuddet til forbandelsens fjerdepladser for dansk herrehåndbold, der fremdeles måtte klamre sig til VM-sølvet i Sverige i 1967, indtil det først ved EM samme sted i 2002 lykkedes et dansk herrelandshold at komme på medaljeskamlen ved en slutrunde igen. Tredjeøverst. Da havde jeg så i øvrigt sneget mig med på en Berlingske-akkreditering.

Lige siden har landsholdet blandet sig i kampen om trinnene på skamlen. To gange allerøverst ved EM, én gang og allerstørst ved OL, men aldrig ved et VM, omend to gange VM-sølv og en enkelt bronze siden 2007 vidner om den guldalder for dansk herrehåndbold, der med sin første VM-hjemmebanefordel i 41 år har en reel mulighed for at farve paletten fuld.

Show off i Royal Arena

En af de yngste spillere fra dengang i 1978 deler hårfarve med ræven oppe i kommentatorboksen. Gennem en årrække arbejdede de sammen på TV 2 med Morten Stig Christensen som chefen, akkurat som han er det denne aften, nu blot for Dansk Håndbold Forbund. I rollen som DHF-direktør og nyslået 60-årig tager han mod Kronprinsen for det hele, VM-protektor Frederik, foran indgangen til det kongeligt klingende Royal Arena.

12.000 tilskuere og igen udsolgt til en håndboldkamp i København. På høje tid for hovedstaden at få den jyske vinternationalsport tilbage på radaren. Til lejligheden dog mere Harlem Globetrotters end konkurrencesport, for danskernes VM-premiere er rent show off og opvarmning til de tungere opgaver længere fremme i turneringen: 39-16 over upåagtede Chile, og så ellers en bustur gennem landet til tryghedens hule i Herning, hvor resten af de danske gruppekampe finder sted, mens Sverige indtager Royal Arena og får halv hjemmebane i sin gruppe.

Derovre på heden, hvor et absolut byrådsflertal kan få tingene til at ske ude i MCH-mekkaet, og Jyske Bank Boxens garanti for eufori og nationalsang for fulde huse og gardiner. Arena-sport anno 2019 er en anden størrelse end halhygge anno 1978. Hvor der i øvrigt var 23 danske haller på plakaten til afviklingen af VM-slutrunden. I dag ville det end ikke være muligt at afvikle et VM uden det delte værtskab med Tyskland, fordi langt flere nationer deltager end dengang, og kravene til tilskuerkapacitet er af en anden dimension. Så også i den henseende et betimeligt tidspunkt med en stor københavner-venue ude i Ørestaden. At IHF så udvider VM fra 24 til 32 deltagere om to år er helt ude i håndboldhampen. 39-16-sejre har vi rigeligt af.

Moms-finten

DHF scorer Boxen på et VM-værtskab. Endda noget nær dobbelt op, fordi både Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), og Herning-bykonge Lars Krarup (V) har lagt skatteydermillioner for retten til VIP-sæder og VM-vartegn ved de to byers indfaldsveje. Oppe omkring de 30 millioner kroner i alt lige ned i DHF-foret. Flere kritiske røster har i Politikens kulegravning af økonomien under slutrunden sat spørgsmålstegn ved den kommunale praksis. Og at DHF nok kunne nøjes med det halve i banken. Det går man ikke så højt op i i Herning, hvor både karruseller og gynger har det med at give overskud, og derfor slår bystyret på, at pengene kommer kommunen til gode i goodwill og den evindeligt omdiskuterede sportsturistomsætning.

Svært at klandre DHF for at vride hver en krone ud af slutrunden. At Morten Stig og den øvrige DHF-top oveni har bragt driblekunsten fra banen helt ind i økonomiafdelingen og udviklet momsfinten, som også Politikens sportsredaktion har bragt til torvs, speger bundlinjen en anelse yderligere.

DHF har oprettet en frivillig forening til at placere indtægterne fra slutrunden i, som de ligeledes gjorde ved herre-EM i 2014. På den vis slap forbundet for at betale fem millioner kroner i moms. Pengene i foreningen må dog udelukkende bruges til velgørende formål, i dette tilfælde til bredden og amatørerne, men ifølge Politiken har DHF trukket 1,8 millioner kroner over i egen kasse. Godt nok også øremærket til breddebrug. Men betyder det samtidig, at DHF i så fald kan bruge flere penge på eliten? En linedans på lovbruddets rand, selvom skattemyndighederne har godkendt modellen.

Landstræneren, vi aldrig fik

Nå, men den slags historier har det med at dukke op som optakt til slutrunder og drukner som regel i festen og spillets gang. Dog ikke mindre magtpåliggende at få ført til protokols, inden det hele allerede lørdag fortsætter med en smule mere modstand i luften, når Tunesien løber ind til jyske bank i Boxen.

Jeg har mit adgangspas til sofaen, væg til væg-dækning på alle kanaler og sølvræven til at trække mig med tilbage til 1978. Fortællingen lever med sporten som de historieløses brobygger. »Lyden af vinter« kunne de jo forsøge sig med henne i TV 2 Marketing. For håndboldens Jørgen Leth kan sin historie, i høj grad også sin nutid. Bent Nyegaard er landstræneren, vi aldrig fik. Eller det gjorde vi så i TV-folkelig forstand. Med så mange mandagsudgaver af trænerrollen hjemme i stuerne har vi brug for én til at skære igennem.

Bent Nyegaard spår en dansk finaleplads med nederlag til Frankrig som VM-facit. Fjerdepladserne tilhører den fjerne fortid, som lever i os. Os med gråsprængt hukommelse. Os med hang til den lille sport på verdensplan, der har vokset sig så stor i rødt og hvidt. Med moms ...