DHF frygter ikke længere for sikkerheden før EM-kval-kamp

Læs mere
Fold sammen

Når Danmark torsdag aften møder Hviderusland i en EM-kvalifikationskamp, behøver de danske spillere ikke frygte mere for deres velbefindende end normalt. Onsdag rasede flere danske spillere ellers over forholdene i den hal i Minsk, hvor kampen skal afvikles.

Den arena, som holdene skal spille i, er en ishockeyhal til daglig, men som i kampens anledning har fået lagt et halgulv over sig. Derfor var frygten, at gulvet ville være dækket af kondensvand, som kunne gøre det ekstremt glat og farlig at løbe rundt på.

»Jeg ville aldrig nogensinde spille, hvis vi skulle spille lige nu. Det er glat, og det tror jeg, alle i truppen synes,« sagde Casper U. Mortensen onsdag til TV 2 Sport.

Men risikoen for skader bliver ikke større end normalt, konkluderer DHF nu efter et teknisk møde, hvor forholdene i hallen blev gennemgået.

»Banens tilstand var fin uden antydning af kondensvand og andre udfordringer i forhold til spillernes sikkerhed,« siger landsholdets holdleder Kai Johannsen til håndboldforbundets hjemmeside. Han var sammen med DHFs formand Per Bertelsen til stede ved mødet.

»Hallen var stadigvæk kold, men i modsætning til det, vi oplevede ved træningen i går, virkede arenaens air condition nu, så der var ikke fugtigt på gulvet overhovedet,” siger Kai Johannsen.

Han fortæller videre, at de hviderussiske arrangører har lovet, at lufttemperaturen i hallen minimum bliver på 16 grader.

Hviderusland-Danmark bliver spillet kl. 18.00 onsdag aften.