DHF afviser kvindernes lønkrav

Det er flere millioner, der skiller Dansk Håndbold Forbund og Håndbold Spiller Foreningen ad i spørgsmålet om landsholdsspillernes honorar.

Der er langt til enighed mellem parterne i konflikten om de kvindelige landsholdsspilleres aflønning. Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Håndbold Spiller Foreningen (HSF) er i hvert fald stærkt uenige i, hvor meget man skal have for at spille på kvindelandsholdet.

For mens HSF som udgangspunkt inklusive bonus krævede 6,3 millioner kroner til fordeling blandt spillerne i tilfælde af, at det skulle lykkes at kvalificere sig til næste års EM, var DHF's udspil to millioner. Og selv om spillerne var villige til at gå ned i 3,5 millioner kroner, hvis EM-kvalifikationen mislykkedes, varede det kun en halv time, før parterne gik hver til sit.

- Vores bud er en udløber af det niveau, som landsholdet har nu, og vi har strukket os så langt som vi kan, siger Morten Stig Christensen, der har opbakning fra landsholdet sponsor, GF Forsikring i konflikten.

DHF's aftale med herrelandsholdet løber også i 2008, og derfor bliver det kommende herre-EM i Norge i næste måned ikke umiddelbart berørt af konflikten.

/ritzau/