Det kan gå stærkt i amerikansk basketball.
I sidste sæson nåede Indiana Pacers helt frem til finalekampene om mesterskabet i NBA, men i denne sæson har holdet tabt 13 ud af de 14 første kampe.
Natten til tirsdag dansk tid tabte Indiana Pacers med 112-127 til Detroit Pistons og er lige nu det dårligste hold i ligaen målt på resultater.
- Vi er virkelig nødt til at blive bedre på alle områder, lyder det fra Indiana Pacers-træner Rick Carlisle ifølge AFP efter det ottende nederlag i træk.
Det er den længste nederlagsstime for Indiana Pacers siden 2014/2015-sæsonen.
Omvendt er Detroit Pistons inde i en stime på nu ti sejre i træk. Det er Detroits længste stime af sejre siden sæsonen 2007/2008. Dengang vandt holdet 11 gange i træk.
Trods fraværet af den skadede stjernespiller Cade Cunningham samt Tobias Harris og Ausar Thompson havde Detroit Pistons ikke de store problemer med at tage sejren.
Jalen Duren var tilbage efter en ankelskade og blev kampens topscorer med 31 point for Detroit-mandskabet, der også blev hjulpet godt på vej af Daniss Jenkins med 26 point.
Med sejren har Detroit Piston nu vundet 12 af de 14 første kampe i sæsonen.
Kun mesterholdet Oklahoma City Thunder har gjort det bedre med 14 sejre i holdets første 15 kampe.
Det blev natten til tirsdag dansk tid til en sejr på 126-109 over New Orleans Pelicans.
Chet Holmgren blev kampens topscorer med 26 point for Oklahoma, mens Shai Gilgeous-Alexander lavede 23 point.
Dermed er Gilgeous-Alexander oppe på 87 kampe i træk med 20 point eller mere.
Kun NBA-legenden Wilt Chamberlain har længere stimer med henholdsvis 92 og 126 kampe i træk med 20 point eller mere.
/ritzau/
