Det blev heller ikke tirsdag aften hen over Rumænien-Damark på et mere end halvtomt stadion i Bukarest, at man blev ramt af sådan en rigtig varm forelskelse for træningslandskampe.

Selvfølgelig blev det ikke det.

Der er for mange attraktive fodboldtilbud drysset ud over kalenderen til at lade sig beruse af træningsfodbold tilsat få - men langt fra nok - gram nerve og tempo.

Første halvleg kan nogle gange gå an i den slags kampe. Men selv i første halvleg var den da tæt på hel gal tirsdag aften, var den ikke?

Fy, hvor gik det langsomt, og hvor så det ligegyldigt ud - også for spillerne - da et dansk landshold i en af de slappeste startopstillinger (og det blev ikke bedre i takt med udskiftningerne), vi længe har set, trillede sig igennem første halvleg.

Og efter pausen og et par obligatoriske udskiftninger mere blev danskerne så revet halvt fra hinanden af et bedre rumænsk mandskab i begyndelsen af anden halvleg, hvor hjemmeholdet lavede kampens to eneste mål.

Herefter fes gassen så ud af ballonen igen, og det danske landshold faldt tilbage i den lullende possession-rytme, man havde hvilet sig i før pausen.

Morten Olsen, der som bekendt savner sit ligalandshold til at lære nye spillere at kende og til at lære de samme spillere landsholdets tankegang at kende, lod så denne aften i Bukarest være en light-udgave af et ligalandshold.

Disse navne så vi i spil: Nicolaj Thomsen, Anders Christiansen, Stephan Andersen, Rasmus Würtz, Uffe Bech.

Det er for meget superliga til rigtigt at ligne et landshold.

Kombineret med spilletid til Kian Hansen, Lucas Andersen, Jannik Vestergaard og Yussuf Poulsen i samme kamp.

Så ved man, at vi er ude og have B-kæden på tæppet.

Morten Olsen vil fægte for sig med, at det var godt at få testet nogle spillere af, og at det er en god investering i fremtiden at få set nogle af disse mange ting an.

Fair nok, testkampen fik testet en masse navne, men hvor meget fortæller det egentlig om eksempelvis Kian Hansens potentiale for at gøre en forskel i en rigtig startopstilling at se ham spille på et regulært andethold?

Ofte har vi hørt historien om, at en af de største udfordringer for et landshold er den korte tid til at sætte et sammenspillet hold sammen. Men hvad fik vi testet og udviklet i det danske landsholds samspil på en tirsdag aften i Rumænien, hvor det af forskellige årsager var uden Kahlenberg, Agger, Højbjerg, Eriksen, Krohn-Dehli, Schmeichel og Schöne for nu at nævne nogle?

Ikke sådan rigtig meget vel.

Men Olsen fik det primære ud af denne samling med fredagens sejr over Serbien. Den bragte ro ind i den danske EM-kampagne, som jeg ikke kan se, hvordan skal gå galt.

Og skal vi ikke også som en afslutning på landskampsefteråret anerkende, at vi har set et skønt minigennembrud på det danske landshold til Lasse Vibe. Hans fart har været skabt en behagelig dimension i det danske angrebsspil.

På samme måde skal Nicolai Boilesen anerkendes som en back på fint internationalt niveau. Jeg rammes stort set altid af begejstring over hans kvaliteter, når han spiller på det danske landshold. Historien om alle hans skader kender vi desværre alt for godt. Derfor har vi set så ufatteligt meget andet forsøgt på den position, og derfor ved vi også, at Danmark med og uden Boilesen er to ret forskellige landshold.

Han var i mine øjne bedste mand i en landskamp, der var tæt på ligegyldig.