»Det var bare... wow«

I nat lykkedes det New England at vinde en Super Bowl for første gang i 10 år.

New England Patriots' Malcolm Butler interceptede et kast fra Seattle Seahawks' Russell Wilson og sikrede Patriots Super Bowl-sejren. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

New England Patriots besejrede natten til mandag Seattle Seahawks i Super Bowl 49. Med cifrene 28-24, lykkedes det New England at vinde en Super Bowl for første gang i 10 år.

Men det holdt hårdt, for selvom Patriots var foran to gange i første halvleg, kom Seahawks tilbage, og kunne have vundet kampen, hvis det ikke var for et fantastisk spil af New Englands Malcolm Butler med 20 sekunder tilbage af fjerde quarter.

»Det var forberedelse. Vi havde studeret dem. Da de kom ud med en masse receivere, vidste jeg, at der ville ske noget, og så forsøgte jeg bare at skabe et spil,« forklarede Malcolm Butler efter kampen til NBC om det afgørende spil.

Kort forinden havde Butler været involveret i et andet vildt spil, da han så ud til at bryde et kast fra Russell Wilson til Jermaine Kearse, men på imponerende vis fik Kearse alligevel grebet bolden, da han lå på jorden.

»Jeg følte, at jeg gjorde, hvad jeg skulle, men det gjorde stadig ondt, da det skete. Det føltes, som om jeg havde tabt kampen for holdet. Men jeg måtte bare komme derud igen og træde i karakter,« forklarede Butler.

»Jeg græd, jeg grinede og jeg jublede (da Butler greb bolden, red.). Det var bare... wow. Selvfølgelig ville det (Kearses grebne bold to spil tidligere, red.) ske på sådan et tidspunkt i sådan en kamp. Jeg tænkte bare, vi må prøve at stoppe dem. Stå fast på målstregen og ikke lade dem komme i end zone,« sagde forsvars-kollegaen Darrelle Revis.

Han er en af de store forsvarsprofiler hos New England Patriots og var for første gang i sin otteårige NFL-karriere i Super Bowl. Han og forsvaret havde det til tider svært mod Seattle, der især i anden halvleg fik gang i angrebet, men Patrtiots-forsvaret mistede ikke modet.

»Vi talte bare om, at vi skulle slappe af, få ro på og tage et spil ad gangen. Vi skulle skabe turnovers i forsvaret, skabe spil og få bolden tilbage til Tom (Brady, red.),« sagde Revis, da han var i studiet på NFL Network kort efter kampen.

Mens Revis var i studiet, kom flere af hans holdkammerater op i studiet på banen og gav ham Vince Lombardi-trofæet som det tydelige bevis på Super Bowl-sejren. Inden han fik lov til at feste videre med sine holdkammerater, skulle han dog lige sende et par rosende ord afsted mod sin quarterback, Tom Brady, der blev kåret til kampens mest værdifulde spiller.

»Han er den bedste quarterback, der nogensinde har spillet spillet. Alt det hårde arbejde, han gør hver dag, det betaler sig for Tom (Brady, red.).«