Det selvfølgelige valg

De sidste to pladser i Ulrik Wilbeks VM-trup gik til Viborg-duoen Per Leegaard og Hans Lindberg.

»Helt sensationelt er Per Leegaard blevet udtaget til VM.«

Landstræner Ulrik Wilbeks ironi ved meddelelsen om, at han havde besluttet sig for at udtage Viborgs højre back til den sidste plads i bagkæden, var forståelig. For sjældent har en spiller gjort så god reklame for sig selv i løbet af to kampe, som Per Leegaard gjorde i de to opgør mod Norge og Island.

Wilbek var da heller ikke sen til at rose Leegaards præstation, som han kaldte for LK Cups bedste oplevelse set med danske briller.

»Det har sgu været flot, det han har præsteret. I dag spiller han jo næsten en hel kamp uden at være i træning til det.«

Og det er da heller ikke længe siden, at Leegaard selv så VM som noget, der var så godt som uopnåeligt. En skade i albuen i efteråret var netop gået i orden for højrebacken, da hans knæ gik i stykker kort før jul.

»Jeg kom til skade med knæet og trykkede menisken den 21. december, lige da jeg var kommet over min albue. Da tænkte jeg, at nu kunne det bare være nok,« fortæller Per Leegaard om den triste julegave, der fik VM i Tyskland til at virke uendeligt langt borte.

Der var dog ikke noget ødelagt i knæet, så Leegaard spillede sin første kamp efter den lange skadespause i pokalfinalen mod Kolding mellem jul og nytår. Det gik udmærket, men på grund af skaderne havde Ulrik Wilbek kun indlemmet højrebacken i sin VM-trup som reserve, og alt pegede på det tidspunkt på, at Kiel-spilleren Lars Krogh Jeppesen ville få den sidste plads i VM-truppens bagkæde.

Han meldte imidlertid definitivt fra til VM nytårsaftensdag, og så var vejen åben for Viborgs højreback. Og med to flotte præstationer lørdag og i går kunne der ikke være tvivl hos nogen om, at Leegaards navn stod på den sidste VM-billet til bagkæden.

Tvivl var der til gengæld hos Ulrik Wilbek, da han skulle udtage den sidste højre fløj. Valget faldt på endnu en Viborg-spiller, Hans Lindberg, mens Skjerns Mikkel Aagaard fik det kedelige »nej til VM«.

»Det var en svær beslutning. De er meget lige, men Hans løser problemerne i forsvaret på højre back på en måde, så vi vil kunne spare en forsvars-angrebs udskiftning. Han har også været god i den hjemlige liga i denne sæson,« argumenterede Ulrik Wilbek.