Korsør. DBU's repræsentantskab skal lørdag stemme om de nye elite- og breddeaftaler, der skal reformere dansk fodbolds struktur.

Divisionsforeningen får indtil 2028 ansvaret for Superligaen, divisionerne og landspokalturneringen.

Det betyder, at en række opgaver i de næste 11 år kommer til at ligge uden for DBU's regi.

Det drejer sig blandt andet om:

* Kommerciel anvendelse af alle rettigheder til danmarksturneringen og landspokalturneringen, herunder kontrol af pengene fra tv-aftalen.

* Fastsættelse af licenskravet til at spille i de bedste rækker.

* Udviklingen af regelsættet for turneringen og disciplinære bestemmelser.

* Administration af spillerkontrakter.

* Stadionkrav.

Breddeaftalen giver samtidig Foreningen af Lokalunioner mere ansvar og større indflydelse:

* Ansvaret for børne- og ungdomsfodbold, klubrådgivning og breddeuddannelse flyttes fra DBU til lokalunionerne.

* Der oprettes en økonomisk pulje på 4,5 millioner kroner om året til talentudvikling i breddeklubberne.

* DBU vil fremover primært stå for rådgivning, specialistopgaver og jura.

Kilde: DBU.

/ritzau/