Der er ikke flere klip i Olsens kikse-kort

benjaminblog
Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Den svenske landstræner Erik Hamrén blev på sin pressekonference i Stockholm efter 2-1-sejren over Danmark i den første playoffkamp spurgt, hvilke følelser, han regnede med at vågne med næsten morgen.

En god følelse, slog han fast.

For man havde vundet en fodboldkamp over en modstander, som man ikke har kunnet vinde over i mange forsøg efterhånden.

Men han anerkendte også, at der ville kunne sidde et stænk af ærgrelse over, at hans svenske mandskab ikke havde lavet 3-0-målet i den gode time, hvor det var totalt dominerende mod Danmark.

I dét svar, oplever jeg, at han meget præcist ramte en analyse af det første opgør.

Sverige skal selvfølgelig være mest glad efter lørdagens kamp, fordi man bestemt er nærmere EM i Frankrig nu end for en fodboldkamp siden. Hvis nogen havde Danmark som favoritter inden kampen i Stockholm, må de revurdere den opfattelse i dag.

Men Sverige skal søreme også ærgre sig over, at man ikke endegyldigt krøllede Danmark sammen, da man havde muligheden.

Morten Olsen mente, at hans hold havde spillet godt i store del af begyndelsen - jeg så også en pæn dansk åbning på begyndelsen af kampen, men den varede i mine øjne maksimalt et kvarter, måske endda kun 10 minutter. Herfra var det Sverige, der styrede tingene mod et dansk hold blottet for sammenhæng.

Og man forstår, at den danske anfører Daniel Agger i mødet med pressen efter kampen igen og igen vendte tilbage til, at Kasper Schmeichel står med flotte andele i, at Danmark stadig lever i håbet om at skulle til EM.

Leicester-keeperen var chanceløs på de to svenske mål, men forhindrede to-tre andre svenske - ikke mindst, da han viftede Zlatan Ibrahmovic’ tordendrøn af et frispark uden om målet.

Schmeichel ramte niveauet i Stockholm, og det samme gjorde midterforsvaret foran ham. Lars Jacobsen var vanligt stabil, men herudover oplevede jeg ikke, at Olsens øvrige syv startere var på et niveau og en kurs, der peger mod en EM-slutrunde. Og det er ærligt talt bekymrende, at vi igen så en dansk startopstilling falde igennem. Så må man skifte ud, sagde Morten Olsen og slog fast, at sådan er det, at arbejde med mennesker, så kan man ikke være sikker på, hvad man får.

Jeg håber, bekymringen over igen at skyde uden for skiven på start-11’eren er genstand for dybere bekymringer, når man analyserer situationen indadtil, end det Olsen giver udtryk for udadtil.

Og jeg vælger at gå ud fra, at Olsens fremhævelse af Riza Durmisi som fremragende skyldtes, at Olsen ved, at Durmisi skal spille igen på tirsdag, og at genopbygningen af den mentale tilstand hos en back, der vågner med træk om ørene efter de mange løb, der fløj forbi ham lørdag i Stockholm, begyndte allerede dér.

Olsen snak om Durmisi opstod i øvrgt, da jeg spurgte ham, hvad han syntes om ... Christian Eriksen.
Men en snak om Eriksen ville Olsen ikke ind i. Fordi der er så kort mellem de to kampe, lod han forstå.

Deri kan der så måske alligevel have gemt sig en art svar. Der var i hvert fald ikke et behov for at beskytte eller forsvare Tottenham-profilen, der nok voksede en anelse med resten af det danske hold mod slutningen, hvor Yussuf Poulsen og Nicolai Jørgensen var kommet ind med noget dynamik og fysik, men herudover var billedet af Eriksen, at han igen fremstod bleg og tam på den danske midtbane.

Det var han som nævnt ikke alene om. William Kvist var logisk nok valgt på den defensive midtbane, men blev ofte udstillet på sit manglende tempo og et for dårligt touch på bolden. Thoms Kahlenberg havde gyldne poter i kampens indledning, men faldt siden helt ud og blev selvfølgelig skiftet. Det samme med overraskelsen Viktor Fischer, der defensivt var ikke-eksisterende, og som derfor var med til at gøre Durmisi sårbar.

Var det naivt af Olsen at satse med dén startopstilling, der rummede en potentiel defensiv sårbarhed? Var der for få, der kunne forsvare? Var der grund til at stille sådan op, når nu vi var på udebane og måske bare skulle spille til nul? Sådan lød noget af debatten i timerne efter kampen.

Det er et nemt argument at køre i mål med efter at have set kampen, men jeg sender anerkendelse til en landstræner, der ikke bare kom til Stockholm for at stå dybt og tage imod svenske tæsk. Jeg anerkender ambitionen om at dukke op med spillere med flair, som kunne gøre ondt på et alt andet end letfodet svensk forsvar.

Det kiksede, ja. Og selvfølgelig er det en bekymrende, at vi må tilføje et »igen.«

Jeg tror ikke, at Olsen har råd til at ramme forbi igen på tirsdag i Parken. Der er ikke flere klip i kikse-kortet.