Den unge vin mod de gamle druer

I buketten af forrygende fodboldkampe fra gårsdagens lodtrækning til vind-eller-forsvind runderne i Champions League, fremstår mødet mellem Arsenal og Milan som den måske mest inciterende kamp.

Den ene part er blandt klodens mest lovende og seværdige fodboldkollektiver netop nu.

Den anden er præget af en flok gennemrutinerende, superprofessionelle og taktisk fuldkomne boldspillere, der sågar netop er kåret som verdens bedste klubhold.

Det lyder som en fodboldmæssig lækkerbisken. Og anderledes kan det næsten ikke udspille sig, når Arsenal og AC Milan mødes i Champions League ottendedelsfinalerne 20. februar næste år.

Billedligt talt bliver det den unge vin mod de gamle druer. Med Arséne Wengers talentfulde kuld stående over for et Milan-hold, hvor alderen og rutinen stadig kan trække resultater ind på kontoen, selv om de rød-sorte fra modebyen i indeværende sæson har haft store problemer i den hjemlige Serie A, hvor man i øjeblikket roder rundt midt i tabellen.

Ikke desto mindre besidder AC Milan den stamina og tilbundsgående erfaring med betydende storkampe, som kan gøre en forskel over en lang sæson. Ikke mindst når alvoren melder sig i de forestående knald-eller-fald kampe. Det var også den erkendelse, Arséne Wenger luftede, da han i går kommenterede mødet med de syvdobbelte vindere af mesterholdenes turnering.

»Hvis du spørger mig, om jeg tror, vi kan slå Milan ud, vil jeg svare ja. Men som vi netop har set i verdensmesterskabet for klubhold, er AC Milan også et mandskab, der kan hæve niveauet på selve dagen, så det er et meget svært hold at stå overfor,« lød vurderingen fra Nicklas Bendtners franske boss.

I den italienske lejr udtrykte klubdirektør Umberto Gandini også behørig respekt for modstanderen.

»Vi har tidligere set bedre lodtrækninger. Vi har trukket det sværeste hold, vi kunne,« konkluderede Gandini.

Helt forkert er Gandinis vurdering næppe. Med tanke på, at Milan som vinder af deres indledende gruppespil var forhåndsfritaget for at møde andre etablerede mastodonter som Manchester United, Chelsea, Inter, Barcelona og Real Madrid, var det lidt af et skrækscenario at se Silvio Berluscionis bolddrenge blive parret med netop Arsenal, når man kunne have fået Schalke, Fenerbahce eller Olympiakos.

Sådan er spillet. Og vil man vinde Milliardærligaen, kan man vel som forsvarende Champions League-mester lige så godt elimere det hold, der i foråret 2006 måtte forlade finalen som smukke tabere efter en hård kamp mod FC Barcelona.

Tiden efter Henry
Siden den finale er der sket meget, og især for Arsenal, der har sagt adieu til holdets omdrejningspunkt og målmaskine Thierry Henry til fordel for et måske mere homogent kollektiv, hvor de unge kræfter er trådt i karakter hver for sig og sammen.

At den danske landsholdsspiller Nicklas Bendtner fremdeles må acceptere en tjans på reservebænken skal ses i lyset af de »opfindelser«, Wenger igen har formået at fremelske hos den efterhånden stærkt kosmopolitiserede engelske traditionsklub.

Den langlemmede, sært dvaske og alligevel eksplosivt accelererende togoleser Emmanuel Adebayor har taget over, hvor Henry slap. Men den tidligere Monaco-spiller er blevet suppleret af en håndfuld navne, der har stået på spring til et afgørende gennembrud, og som i denne sæson for alvor har fået det hele til at klikke med offensiv, bevægelig og besnærende fodbold.

At den kun 20-årige Cesc Fabregas igen har vist sit værd som lige dele strateg og afslutter, er ikke overraskende, eftersom den unge spanier allerede har tilbragt fire år i den engelske hovedstad. Men der er kommet mere fysik og større overblik ind i arsenalet hos den i forvejen overdådigt boldbegavede midtbanemand.

Også hollænderen Robin van Persie har efter flere fjumreår med personlige problemer og momentumhæmmende skadespauser fundet et grundniveau, der gør den 24-årige forward med den fleksible tilgang til angrebsrollen til en verdensstjerne in spe.

Endelig er der navne som den tidligere Chelsea-spiller William Gallas, den fremstormende venstreback Gael Clichy, den fysisk veludrustede højreback Bacary Sagna og den omskolede back-kollega Emmanuel Eboué, der er ved at finde de rigtige takter som midtbanemand.

Alt i alt et fænomenalt ungt og lovende kollektiv, der har taget teten i Premier League og så sent som i forrige weekend dokumenterede klassen ved at slå ellers formstærke Chelsea.

Det er de odds, Milan er oppe imod. Og det er alt rigeligt til at holdet i den nuværende forfatning må finde sig i rollen som underhund. At rossoneri så kan prale med at have verdens bedste fodboldspiller i skikkelse af Kaka som mest lysende trumfkort, dæmper ikke ligefrem forventningens glæde til det nye års absolutte storkamp.