Den ultimative doping

Bloddoping med eget blod er den ultimative doping. Udover at være den mest effektive form for doping har WADA ikke en chance for at teste for det.

Foto: stock.xchng Fold sammen
Læs mere

Mens EPO-spøgelset takket være effektive tests er ved at være udvisket fra cykelsporten, bliver bloddoping et stadig større problem.

Den internationale antidopingorganisation WADA kan i dag teste for bloddoping, hvis rytteren benytter sig af en anden persons blod. Tyler Hamilton var den første cykelrytter der faldt for bloddopingtesten tilbage i 2004. Og senest i går blev Astana-rytteren Alexandre Vinokourov afsløret i bloddoping - sandsynligvis med sin fars blod.

Ingen kender udbredelsen

Men ingen aner, hvor udbredt bloddoping med eget blod er. WADA har nemlig ingen chance for at opdage, hvis en rytter benytter sig af den form for doping. Og "gevinsten" for rytteren er stor. Eksperter vurderer, at bloddoping ultimativt er den mest effektive måde at dope sin krop på.

Sekretariatschef i Anti Doping Danmark, Finn Mikkelsen, bekræfter overfor Berlingske.dk, at der i øjeblikket ikke er nogen måde hvorpå man kan teste for bloddoping med eget blod - også kaldet autolog transfusion.

- Jeg ved, at WADA's laboratorier i øjeblikket arbejder på at udvikle en test for autolog transfusion. Men der kan gå år, før en sådan test er klar, forklarer Finn Mikkelsen.

Metoden bag autolog transfusion er den samme, som når man bloddoper sig med en anden persons blod. Ulempen er at man i ugerne efter blodaftapningen er fysisk svagere.

Der findes dog forskellige blodpræparater, som kan speede kroppens restitution op. Medicinen kan spores i en dopingtest, så det kræver at man undgå dopingkontroller i et par uger efter, man har taget blodpræparatet.

En anden måde man kan blive opdaget på er, hvis politiet finder blodposer med ens eget blod under en razzia. Det er præcist hvad der er sket i den verserende sag mod den spanske læge Eufemianio Fuentes.