Opdateret

Den stille dræber har kurs mod sin første VM-triumf

En stoisk ro og usædvanlig kompromisløshed gør 24-årige Oscar Piastri til VM-favorit med ni Formel 1-løb igen.

Oscar Piastri er mildest talt behersket, og det er med til at gøre ham til en stærk Formel 1-kører. Luca Bruno/Ritzau Scanpix

Han gør ikke meget væsen af sig. Nogen vil gå så vidt som at kalde ham decideret kedelig. Men når Oscar Piastri presser hjelmen ned over hovedet og smyger sig ned i sin McLaren-racer, så farer der en djævel i ham.

I sin tredje Formel 1-sæson har den 24-årige australier manifesteret sig som en af de hurtigste vovehalse i motorsportens kongeklasse, og med god hjælp fra sin brølstærke McLaren-maskine fører han jagten på VM-trofæet.

- Han skal komme ud for et eller andet uheld, der koster ham et pænt antal point, hvis han skal smide VM-trofæet, siger Jens Hansen, der som kommentator på Viaplay har fulgt Oscar Piastris karriere gennem flere år.

Succesen kommer efter mange års fokuseret stræben efter lige netop den situation, Oscar Piastri nu er havnet i. Hele hans liv har været tilrettelagt efter at vinde Formel 1.

Som 14-årig gokart-chauffør flyttede han til England med sin far for at forfølge drømmen. Et halvt år senere tog hans far hjem til Australien, men lille Oscar blev i Hertford lidt nord for London og flyttede på kostskole.

- Allerede på det tidspunkt ofrede han mere, end langt de fleste andre når at gøre i et helt liv. Han var og er enormt dedikeret og fokuseret, og det gjorde ham til Formel 3-mester i første hug og så Formel 2-mester året efter. Han var et kæmpe talent, siger Jens Hansen.

Selv mener Oscar Piastri, at beslutningen om at blive i England og gå på kostskole har været afgørende for at forme ham til den, han er i dag.

- Man er nødt til at lære at håndtere de følelsesmæssige ting ved at være alene og ikke have sine forældre der, har Oscar Piastri tidligere fortalt Rolling Stone.

Faktisk kan Oscar Piastri virke nærmest blottet for følelser. "Man kan ikke kalde ham et festfyrværkeri," som Jens Hansen udtrykker det. Også hans løbsingeniør Tom Stallard fremhæver det lidt mystiske væsen.

- Han er en interessant personlighed - rolig, men intens, siger Tom Stallard om sit stjernefrø, der godt er bevidst om, at han ikke ligefrem reklamerer med, hvilket humør han er i.

- Jeg har følelser. Jeg føler det samme som alle andre. Hvis jeg skal være ærlig, handler det bare om, at jeg ikke synes, at alt for mange følelser er specielt hjælpsomme, siger han ifølge The Guardian.

Det rolige gemyt er ifølge mange iagttagere en kæmpe fordel for Oscar Piastri. Selv en af hans værste konkurrenter, regerende verdensmester Max Verstappen, er imponeret af australierens overblik og koldblodighed.

- Han er meget solid. Han er meget rolig i sin tilgang, og det kan jeg godt lide. Det kommer til udtryk på banen. Han leverer, når han skal, og han laver nærmest ingen fejl. Det er, hvad man har brug for, når man vil kæmpe for mesterskabet, siger Verstappen ifølge BBC.

Men man bliver ikke verdensmester af bare at være rolig. Piastri har nidkært formet sit talent. Han beskrives som en kæmpe perfektionist og sammenlignes med legenden Alain Prost, som går under tilnavnet "professoren".

Derudover er Oscar Piastri indehaver af en bemærkelsesværdig kompromisløshed, mener Jens Hansen.

- Alle Formel 1-kørere har et kæmpestort præstations- og vindergen. Men Piastri ser ud til at have et, der går ud over det sædvanlige.

- Han er en sindssygt dygtig racerkører, og hvis det er nødvendigt at sætte sig i respekt og køre på en måde, der er på den forkerte side af reglementet, så gør han også det. Det er en iskold kalkule, siger Jens Hansen.

Ifølge Formel 1-kommentatoren har Piastri været en my bedre end sin teamkammerat, Lando Norris, og netop kompromisløsheden kan blive afgørende over for briten, der agerer lidt mere som svigermors drøm.

Før weekendens grandprix på Monza-banen i Italien er der 34 point mellem Piastri og Norris i toppen af VM-tabellen. I alt resterer der ni grandprixer.

/ritzau/