Den pragmatiske stjerne

Det danske herrelandshold har ifølge Ulrik Wilbek én decideret verdensklasse-spiller, og det er ikke Lars Krogh Jeppesen, Joachim Boldsen eller Kasper Hvidt. Wilbek nævner derimod forsvarsspecialisten Lars Jørgensen fra spanske Portland San Antonio.

Lars Jørgensen var tæt på at ende som sportsinvalid på grund af rygproblemer. Nu regnes han som en af verdens bedste forsvarsspillere. <br>Foto: <br>Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

»En (landsholds)spiller har verdensklasse, hvis han på sin position gør så stor en forskel, at hvis han ikke er der, har man virkelig et problem.«

Sådan har landstræner Ulrik Wilbek det med Lars Jørgensen fra den spanske topklub Portland San Antonio.

»Lars Jørgensen er en spiller, som jeg tror, alle klubber gerne vil have,« fastslår Wilbek og understreger, hvorfor Lars Jørgensen er så værdsat.

»Han er vores krumtap i forsvaret. Han er vigtig for det danske landshold, fordi vi ikke har så mange forsvarsspecialister. Men det, der først og fremmest gør ham god, er hans evne til at vurdere og forudse den enkelte situation. Og så er han samtidig brølstærk. Og bevægelig.«

Lars Jørgensens evner i forsvaret er blevet udviklet gennem årene lige fra tiden på ungdomslandsholdet, men det var faktisk en invaliderende diskusprolaps, der åbnede vejen til den ypperste klasse blandt verdens forsvarsspecialister. I foråret 2005 fik Lars Jørgensen alvorlige rygproblemer, der bare blev værre og værre.

Kunne ikke stå op
»Når vi med holdet havde været ude på en fem-seks timers bustur, var jeg fuldstændig færdig, og selv om jeg havde stået op undervejs og lavet øvelser, kunne jeg slet ikke deltage i noget om aftenen. Jeg skulle bruge lang tid på at komme over de ture. Det samme med kampene. Spillede vi lørdag, kunne jeg ikke foretage mig noget søndag,« fortæller Lars.

Han ville dog nødig svigte holdet i en række afgørende kampe, så han trodsede kroppens signaler og gik på banen igen og igen.

»Det springende punkt var en kamp mod Barcelona, som San Antonio helst skulle vinde. Jeg havde ikke haft det så godt og spillede på indsprøjtninger og piller, men efter kampen havde jeg 14 dage, hvor jeg slet ikke kunne stå op. Højst halvandet minut ad gangen.

Hvis jeg overskred den tid, begyndte det bare at brænde i ryggen. Det var vildt ubehageligt. Da tænkte jeg, at det her går ikke,« siger Lars Jørgensen, der valgte at blive opereret for den diskosprolaps, der generede ham så voldsomt.

Operationen var vellykket, og i forbindelse med genoptræningen fik Lars Jørgensen kontakt med en spansk atletiktræner, Jose Luis Hernandez, der lavede et genoptræningsprogram, som har hjulpet den danske forsvarskæmpe tilbage på toppen. Og mere til.

»Hans inspiration kommer fra det gamle Sovjetunionen i 50'erne og 60'erne, hvor der virkelig blev løftet jern. Men han er helt fænomenal. For ud over, at han har hjulpet mig med ryggen, har han forbedret mit spil på mange punkter.

Han ved ikke noget om håndbold, men spørger »Hvad laver du«. Det viser jeg ham så, og så finder han de svage punkter og træner dem op,« beretter Lars Jørgensen om træner Hernandez.

Han havde så mange gode ideer, som San Antonio-spilleren kunne bruge til at forbedre sit håndboldspil, at han også indarbejder disse øvelser i sin selvtræning, der stadig står på dagligt i halvanden til to timer.

»Jeg føler, at jeg er blevet markant bedre. Jeg syntes også, at jeg var en god forsvarsspiller før, det er ikke det. Jeg har altid dækket op, og jo mere man gør noget, jo bedre bliver man til det.

Det var nok til at blive kaldt god og komme på landsholdet, men jeg føler nu, at jeg har taget et skridt opad og kan måle mig med dem, som er rigtigt gode forsvarsspillere.«

Det er altså især Hernandez, som håndboldglade danskere kan takke for, at Ulrik Wilbek (stadig) råder over en verdensklassespiller til midterforsvaret. Men de grundlæggende evner i opdækningens kunst har Lars Jørgensen fra en tidligere landstræner.

»Det var Torben Winther, der lærte mig at dække op. Han prioriterede forsvaret meget, dengang vi var på U-landsholdet. Jeg har mange af mine bevægelser fra hans tid. Det er hans ideer, som igen er inspireret af svensk håndbold, tror jeg.

Det har været fint et stykke hen ad vejen, men da jeg kom til spansk håndbold, skulle jeg dække op på en anden måde. Det er mere en slags kaoshåndbold, man spiller.

Det er meget individuelt præget. Dernede kommer folk ikke løbende i store flotte løbebaner, som du ser i Sverige og Danmark. Det handler mere om, at ham, der har bolden, bare skal have den i kassen.

Det kræver, at du som forsvarsspiller skal være bedre til at dække mand mod mand og være bedre til at kunne forudsige spillet. De to måder at dække op på i kombination har nok været godt for mit spil,« vurderer Lars Jørgensen.

Nu er det ikke forsvarsindsatsen, der vækker den største opmærksomhed hos publikum. Her er det topscoreren eller målmanden med de spektakulære redninger, der løber med folkets gunst.

Lars Jørgensen bliver for det meste skiftet ud, når der angribes. Men det har han accepteret og lever fint med. Ja, han har nærmest indtaget et pragmatisk standpunkt i forhold til sin rolle på banen og i forhold til det faktum, at han har været tæt på at blive sportsinvalid og først nu føler sig 100 procent ovenpå efter rygproblemerne for halvandet år siden.

»Håndbold er stadig sjovt, men det er også et arbejde, og nu er jeg nået dertil, hvor jeg kan oppebære en rimelig løn, hvilket jeg gerne vil fortsætte med. Skulle jeg spille i begge ender af banen, og på den måde måske blive slidt endnu mere, kunne der ryge et eller to år af karrieren på den konto.

Hvis jeg ser lidt længere frem, har jeg lige fået en lille pige (Lars blev far i december, red.), og det kunne da også være meget sjovt at lege med hende, når jeg er færdig med at spille håndbold i stedet for at skulle ligge på sofaen og kigge på,« konstaterer Lars Jørgensen.