Efterhånden som forhenværende Arsenal-manager Arsène Wenger rykkede nærmere og nærmere en logisk afsked med den klub, han både transformerede til moderne og mesterlig undervejs, fik den franske fodboldprofessor et statistisk kuriosum på sig; han var ikke bare den fungerende manager i Premier League, der havde siddet længst tid i et ellers glohedt sæde, han havde også større anciennitet end alle de andre managerprofiler i den ypperste engelske liga tilsammen i deres respektive klubber.
Den managertype er en uddøende race. Og Wenger var muligvis den sidste af slagsen i en europæisk topliga. Det kigger vi lidt på.
Manchester United har måttet sande, at man efter afskeden med Alex Ferguson i 2013 stadig leder efter den rette mand, da man tidligere på ugen skilte sig af med José Mourinho. Langt om længe.
Det eneste overraskende ved fyringen af den 55-årige portugiser var, at der skulle gå to et halvt år. Nok fordi Mourinho lige nøjagtigt nåede at holde skindet på næsen i sin første sæson resultatmæssigt set med en sejr i Liga Cuppen og i Europa League. Og fordi Uniteds bestyrelse levede på et håb og en bøn om, at Mourinho som manager stadig kunne finde det Midas touch, der har sikret ham otte mesterskaber og to Champions League-triumfer undervejs i karrieren.
Det kunne José Mourinho ikke. Faktisk rykkede han længere og længere væk fra at være den talismaniske og karismatiske managerfigur, der kan løfte en klub, sætte ild i en spillertrup og rage trofæer til sig.
Træt og smådesperat betondefensiv
Der var ikke meget taktisk mesterstykke tilbage, kun en træt og smådesperat betondefensiv, komplet mangel på ideer til at forløse offensivt potentiale og en paranoid, opblæst krig med både medier og en spillerprofil som Paul Pogba.
Skiftevis surmulende, halvt afmægtig og alligevel med egomanikerens psykoinfantile lyst til at sætte sig selv i centrum.
Man kan mene, at det er en managers lod at stå allerforrest i skudlinjen. Og at man i moderne fodbold kredser vel rigeligt om managerens betydning, når der er så mange andre faktorer i spil. Det være sig hele setuppet i den samlede trænerstab, akademiarbejde med udvikling af ungdomsspillere, transferbudget, bestyrelsesarbejdet i kulissen og den stolpe-ud vilkårlighed, der også er en del af charmen. Om man vil. Men så alligevel …
Selv med en længereløbende kontrakt, fandt José Mourinho det aldrig betimeligt at rykke familien fra London til Manchester, men insisterede på at bo alene i en suite på Hotel Lowry i de 895 nætter, det kom til at vare. Den slags er mere end bare en detalje.
Det er dog på banen, man for alvor taber. Både indadtil og udadtil.
Mødet med Liverpool, ærkerivalerne fra The grim old north blev Mounrinhos sidste kamp for United, og man tabte 3-1 efter reelt at være blevet spillet ud af brættet.
Skudstatistikken sagde 36-6 i Liverpools favør på Anfield. Og det er desværre kendetegnende for MoUnited, at man offensivt ikke har været i nærheden af det angrebsmaskineri, der ligger i klubbens DNA, selv om materialet er der.
End ikke defensivt har der været noget at fremvise med 29 indkasserede mål i 17 kampe i Premier League. Og Mourinhos tiltagende rådvildhed har resulteret i 53 forskellige holdopstillinger i denne sæson.
Karriereforløb med tilbagevendende tema
Mourinhos karriereforløb har et tilbagevendende tema. Og det er, at hans tredje sæson i en given klub ender i en form for sammenbrud.
Det har været tydeligt, siden han excellerede i Real Madrid fra 2010-13. Også her kom han i øvrigt til en klub med stolte traditioner for angrebsflair og fodboldmæssig flamboyance. Man vil have bolden, fordi man ejer den. Og Mourinho har gjort en karriere af det modsatte; os, der har som grundlærdom, at så længe vi har bolden, kan de andre ikke score, er nyttige idioter. I Mourinhos verden er det hold, der har bolden, også dem, der laver de fatale fejl, og som skal straffes for det. Det er en kynisk, nærig, tempereret og begejstringsløs resultatfodbold. Blottet for romantik.
Forløbet i Manchester United minder til forveksling om afskeden med Real Madrid. Mourinhos tredje sæson er dér, hvor filmen knækker. Dér, hvor trætheden i omklædningsrummet for alvor sætter ind, som det skete, da Mourinho fik navne og selvbevidste egoer som Sergio Ramos, Iker Casillas, Pepe og Ronaldo imod sig i en sæson, hvor Real røg ud til managerkometen Jürgen Klopps Borussia Dortmund i Champions League og sluttede 15 point efter FC Barcelona i La Liga.
Spørgsmålet er, om det nogensinde vil ske, at en manager kan tegne billedet af en klub i mere end et årti.
I en fodboldverden, hvor man ofte sukker efter kontinuitet og visioner, hvor man under den enkelte manager at kunne arbejde på den lange bane (her er udtrykket for en gangs skyld på sin plads), og hvor tillid er en truet dyd, er der også noget forstemmende over United og Mourinhos grundstødte samarbejde.
Selv som mere uvildig betragter ville der have været noget opbyggeligt i at se en managerprofil kunne løfte den monumentale arv efter Alex Ferguson og hans 13 mesterskaber, fem FA Cup-gevinster og to gange Champions League.
Der er næppe nogen tvivl om, at United allerhelst ville det efter et turbulent post Ferguson forløb med den grå og overmatchede David Moyes (hvis seksårige kontrakt udløber i sommeren 2019, red.) og den kantede mimose Louis van Gaal.
Evolution æder selv de bedste trænere
At United har hentet Ole Gunnar Solskjær ind som et pausekomma er næsten symbolsk med tanke på, at den hypereffektive norske goalgetter aldrig var stamspiller i sine 11 år i klubben.
Spørgsmålet er, om det nogensinde vil ske, at en manager kan tegne billedet af en klub i mere end et årti. Som Arsène Wenger gjorde det i Arsenal, som Ferguson i United eller – for nu at tage den helt vilde – Guy Roux i franske Auxerre, der sad på bænken i 44 år fra 1961 til 2005.
Fodboldens evolution æder selv de bedste trænere og deres idéer op over et tiår i vores dage. Mourinho virkede dygtig og taktisk smart, da han lavede numre med Porto, Inter og den første regeringstid i Chelsea.
Det er ikke nemt. Vi hylder med rette typer som Jürgen Klopp, Mauricio Pocchetino og Pep Guardiola som spillets poetiske profeter i disse år, fordi de insisterer på at fastholde fodbold som det smukke og medrivende spil, vi ved, det kan være.
Så længe det varer.