Den evige debat

Video eller ej? Sådan lyder det enkle spørgsmål med stor virkningskraft, som europæisk topfodbold stiller sig selv.

I de senere år er dommerne blevet flere og flere, men det samme er tilsyneladende ’ommerne’. Spillets øgede tempo og TV-kameraernes mulighed for at fange selv den mindste detalje har ofte udstillet de stakkels opmænd. Der er altid et straffespark, han ikke ser. Der er altid et rødt kort, der kan diskuteres.

Sidste år indledte fodboldens lov­givende organ IFAB en toårig prøve­periode på anvendelsen af video­assistance (VAR). Dommeren inde på banen kan dermed i fire særlige tvivls­situationer bede om hjælp fra en fagfælle, der foran en TV-skærm har ro og tid til at skelne mellem ret og vrang. Dommerens livline gælder udelukkende ved mål/ikke-mål, straffespark, udvisning og tvivl om en spillers identitet.

Teknologien blev benyttet ved blandt andet Club World Cup i Japan i december, sommerens U20-VM og Confederations Cup, og erfaringerne har været blandede. Videohjælpen afslørede som ventet, hvad det menneskelige øje ikke kunne se, men flere spillere og ledere kritiserede især de lange afbrydelser – den gennemsnitlige tid fra hændelse til dom er cirka 40-45 sekunder.

Polemikken har fået Premier League til at udskyde beslutningen om indførelsen af VAR. Først til marts næste år, når IFAB gør status over hele prøveperioden, vil den bedste engelske fodboldrække tage stilling. Samme melding har præsidenten for den spanske liga­forening, Javier Tebas, givet. Mere handlekraftige har man været i Tyskland, Italien, USA og Portugal, hvor videohjælpen er indført fra denne sæson.

Hvordan det så er gået, afhænger af øjnene, der ser.

Allerede i sæsonens første Bundesliga-kamp viste VAR – eller Videobeweis – sit værd, da FC Bayern München fik tilkendt et straffespark mod Bayer Leverkusen. I anden halvleg vinkede dommer Tobias Stieler i første omgang afværgende, da Robert Lewandowski faldt til jorden efter en tvekamp med Charles Aránguiz. Men efter at have konsulteret kampens videotilforord­nede, pegede den 36-årige dommer på pletten. Lewandowski scorede selv til 3-0.

Dagen efter indløb de første problemer. Både i Hamborg, Berlin og Sinsheim var der knas med kommunikationen. Dommerne på banen opnåede aldrig forbindelse til deres kolleger, som i Tyskland ikke befinder sig i et kontrolrum på selve stadion, men i et nationalt Replay Centre i Köln. Den tyske ligaforening tøvede ikke med at kalde de teknologiske problemer for »uacceptable«.

En uge senere fulgte endnu en disput i Leverkusen. Hjemmeholdet ønskede et straffespark, da Hoffenheim-angriberen Mark Uth løb landsholdsspilleren Benjamin Henrichs ned i feltet. Leverkusens spillere protesterede, mens dommer Harm Osmers straks tog kontakt til sin erfarne kollega Wolfgang Stark i Köln. Stark afviste, at der var straffespark. Osmer virkede ikke overbevist, og først efter en længere meningsudveksling, valgte den unge dommer at følge Starks anvisning.

Efterfølgende var Leverkusen-lejren rasende. »Benjamin Henrichs faldt ikke af sig selv,« sagde cheftræner Heiko Herrlich. »Hvis fyrene alligevel bare sidder og falder i søvn foran TVet, behøver vi ikke videohjælp,« sagde sportsdirektør Rudi Völler. Hoffenheim-træner Julian Nagelsmann var ikke overraskende uenig og så sammen­stødet som ikke-forsætligt.

Også i Italien har videohjælpen indtil videre fået en blandet start. Den generelle indstilling i landets fodboldoffentlighed er positiv. Ingen diskuterer dommerkendelser så intenst som italienerne – på baren, i TV og i sportsavisernes spalter – og ingen anden europæisk fodboldkultur er så fuld af konspirationsteorier. I denne evige debat indgår nu også VAR.

På banen er videoassistancen blevet et nyt våben, som den utilfredse kan forlange taget i brug. Som en kommentator i Corriere dello Sport muntert noterede sig, har »Serie As spillere og trænere allerede taget VAR-tegnet (dommeren tegner et imaginært kvadrat med sine pegefingre, red.) til sig som en vigtig tilføjelse til et i forvejen rigeligt stort gestikulationsrepertoire«.

For et par uger siden på Renato Dall’Ara i Bologna endte Davide Massa i stormvejr. Den dygtige dommer oplevede konstant problemer med teknikken, og da han hen mod slutningen af kampen endelig fik systemet til at virke, tillod reglerne ikke, at han brugte det.

Seks minutter før tid – ved stillingen 1-1 – nåede bolden således frem til Torinos Andrea Belotti i en offside-position, men via Bologna-spilleren Mattia Destros fod. Linjedommeren vinkede fejlagtigt for offside, og Massa fulgte efter med et fløjt sekundet før, bolden havnede hos Torinos Álex Berenguer, der sparkede den i mål.

VAR-reglementet tillader imidlertid ikke, at man gennemser en situation for offside med mindre angrebet fører til scoring, og da Massa havde fløjtet umiddelbart før Berenguers scoring, havde han ingen anden mulighed end at stå ved sin uoprettelige fejl. Efter kampen kritiserede Torino-træner Siniša Mihajlović både Massa og VAR-systemet.

I enkelte tilfælde har dommen trukket ud, og spillere og publikum har måttet vente i op til to minutter. Juventus’ veteranmålmand, Gianluigi Buffon, har advaret om ikke at overgøre brugen og dermed underkende dommerens autoritet. Og samme klubs cheftræner, Massimiliano Allegri, har ytret bekymring over, at »ingen længere ved, hvornår en kamp ender«.

Landets dommerchef, den tidligere topdommer Nicola Rizzoli, har bedt både spillere, trænere, ledere og fans om at tage en dyb indånding og fokusere på de positive aspekter ved den nye teknologi. »Vi er stadig på et meget tidligt stadie. Det er altid muligt at forbedre sig,« forklarede han i et interview i La Gazzetta dello Sport.

FIFA har planer om at anvende VAR ved VM i Rusland næste år. Det kan der være mange fornuftige grunde til.

Men det udeblevne straffespark i Leverkusen og offside-kendelsen i Bologna understreger, at dommer­gerningen ikke er en eksakt videnskab. De, der troede, at indførelsen af videohjælp ville lukke debatten, er blevet skuffet. Over for fodboldens palaver kommer selv den stærkeste computerkraft og de skarpeste TV-billeder ofte til kort.