De fire måltyve og deres instinkter

De fire mest scorende Superligaspillere er alle født med et decideret angrebsgen, mener en fodboldekspert. Berlingske Tidende har talt med trænere, der kender dem, for at få nogle eksempler på, hvad det er, de gør bedre end andre.

Peter Graulund kan med 12 mål overvintre som topscorer i SAS Ligaen. Her scorer han hjemme mod AaB, der råder over hans to nærmeste efterfølgere på topscorerlisten: Jeppe Curth og Rade Prica. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker/Scanpix

Peter Graulund, Rade Prica, Jeppe Curth og Frank Kristensen. I alt 39 mål og de fire, der har scoret flest mål i efterårssæsonen i Superligaen.

Utallige gange har de leveret den forskel, der vinder fodboldkampe. Tag Jeppe Curth og Rade Pricas i alt tre mål, der sikrede, at AaB gik fra 2-3 til en 5-3 sejr i seneste runde over Lyngby, eller hvad med Graulunds hattrick mod FCN i torsdags.

Det handler om et indbygget angrebsgen. I hvert fald hvis man skal tro Poul Hansen, fodboldekspert og cheftræner i AGF fra 2002-04. For som han siger:

»Angrebspladsen er klart den sværeste at spille på holdet.«

»Man kan ikke træne en angriber, der ikke har talent, til pludselig at blive målsluger, men man kan træne sin defensiv til en stram organisation. Angrebsspillere har en instinktiv måde at slå til på. Det dér angrebs-gen, som sidder dybt i dem,« siger Poul Hansen.

Han kan huske, dengang han var med til at hente Peter Graulund hjem til AGF på en lejeaftale fra VFL Bochum i 2003. Det ændrede alt.

»Dengang tænkte vi faktisk, hvordan finder vi en måde at spille på, som passer ham,« siger Poul Hansen.

»Vi ændrede for eksempel straks systemet. Gik væk fra 4-3-3 og spillede 4-4-2, da han kom. Derudover handlede det om, hvem der passede sammen med ham i angrebet. I starten var det Tom Kristensen, men da »Duncan« (Morten Rasmussen, red.) kom op i fart, blev det ham. Duncan tog slagsmålene og det fysiske, mens Peter havde hurtigheden,« siger Poul Hansen.

Uro-faktoren
»Han er jo grim for forsvarsspillerne, og så er han ikke en udpræget kontraspiller som Fredrik Berglund,« siger Poul Hansen og fortsætter:

»Han tror på chancerne og gør sine løb færdige, han har instinkt og er en urofaktor for modstanderne.«

Poul Hansen skal ikke grave længe i hukommelsen for at finde det bedste eksempel frem. Det var i august 2003. AGF møder FC Midtjylland hjemme og kommer i det 86. minut foran 4-3 på et straffespark af Morten Duncan Rasmussen.

»Jeg husker det helt tydeligt. Vi skulle vinde, og efter vi er kommet foran, vil Peter gerne udskiftes, men jeg fortæller ham, at han simpelthen er nødt til at blive inde.«

Under et gigantisk pres fra FC Midtjylland tæller Poul Hansen slutminutterne. Pludselig springer en bold til Peter Graulund i det 88. minut.

»Han får en bold i medløb i højresiden af banen. Det er omtrent 30 meter ude. Han knalder til den med højrebenet og sætter den helt oppe i krogen. 5-3. Jeg kan huske, at han næsten var ved at falde om af træthed, da han skulle juble,« siger Poul Hansen om spilleren, der er venstrebenet, og som han ikke mener, AGF kan undvære.

Erik Hamrén har også været imponeret over Graulund i dette efterår, selvom »holdet ikke har været så godt rent resultatmæssigt set.« Det har AaB til gængæld.

Ikke boksspillere
Med 36 point overvintrer de alene i toppen, og meget af æren kan tilskrives Rade Prica og Jeppe Curth.

Kun tre ud af efterårets 18 kampe er endt, uden at AaB har scoret. 36 mål har AaB scoret i alt. Det højeste antal i Superligaen. 19 af dem er scoret af Prica og Curth.

Man kunne fremhæve, at der er tale om boksspillere, men det er cheftræner i AaB Erik Hamrén ikke enig i.

»Jeg ved, at Rade tidligere spillede kant i en 4-3-3 i Helsingborg, ligesom han spillede kant eller offensiv midtbane i Hansa Rostock. Hos os har han næsten alene spillet angrebspositionen, men han har flere kvaliteter end rollen som boksspiller. Hvis du ser på Rades spil, betyder han også meget ude på banen,« siger Erik Hamrén.

Noget af det, AaB har udmærket sig ved i sæsonen, er den gamle filosofi: For at vinde skal man bare score flere mål end modstanderne.

»Hvis jeg skal fremhæve noget, vi har gjort særlig godt i efterårssæsonen, er det, at vi tre gange efter at have spillet UEFA Cup er kommet hjem og har vundet, selvom vi har spillet skidt defensivt. De gange har Rade eller Jeppe hjulpet os,« siger Erik Hamrén.

Han snakker om Superligakampe efter UEFA Cup opgør hjemme og ude mod Sampdoria, samt ude mod Tottenham. Alle tre Superligakampe endte med sejre, henholdsvis 4-3 ude over Lyngby, 5-3 ude mod AGF og 5-3 hjemme mod Lyngby.

Det tomme rum
FC Midtjyllands assistenttræner Thomas Thomasberg lægger ikke fingrene imellem, når snakken falder på netop Rade Prica.

»Frank Kristensen og Rade Prica er helt sikkert ligaens to bedste boksspillere. Det er selvbevidste angribere, der scorer på alt, hvad der kommer ind i feltet,« siger Thomas Thomasberg.

Netop FCM-angriberen Frank Kristensen - med tilnavnet »Farlige Frank« - er efterhånden en legende hos midtjyderne. Han mangler blot ét mål i at runde 100 og har optrådt for midtjyderne i 246 kampe.

Han kan ifølge Thomasberg også det her med at tage det rigtige løb og placere sig rigtigt. Et af højdepunkterne i denne sæson var eksempelvis, da han scorede på SAS Arena i Herning mod FCK.

»Indlægget er rigtig godt. Da bolden bliver slået, tager Frank et par skridt i den rigtige retning og timer hovedstødet perfekt, inden han header den modsat Jesper Christiansen. Det er der ikke mange spillere, der evner. Det var en udførelse til et rent 13-tal,« siger Thomas Thomasberg.

Men hvad er det så grundlæggende, de gør, de angribere?

Poul Hansen gik engang skridtet videre og spurgte John Eriksen, en gammel målræv for blandt andet FC Mulhouse, Feyenoord og Roda JC i 1980erne, ind til kernen. Det var på et trænerkursus efter John Eriksens spillerkarriere var lagt på hylden.

»Hvordan gjorde du det dengang. Altså scorede alle de mål?«

»Jeg ved det ikke,« siger John Eriksen først og trækker på det. Så siger han:

»Jo og dog. Egentlig tror jeg bare, at jeg løb derhen, hvor de andre ikke var.«