DCU-formand: Den største dag i unionens historie

Danmarks Cykle Unions formand håber, at Mads Pedersens VM-triumf skaber tilgang af flere unge ryttere.

Mads Pedersen er Danmarks første verdensmester i landevejsløb for herrer. Ben Stansall/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med sin VM-titel i landevejscykling sørgede Mads Pedersen for den største dag i Danmarks Cykle Unions (DCU) historie.

Sådan lyder det fra DCU's formand, Henrik Jess Jensen, der søndag eftermiddag kunne se den 23-årige dansker køre først over målstregen i Harrogate.

- Det er historisk og det største, der er sket for os. Et verdensmesterskab er for os som forbund det største, siger Henrik Jess Jensen.

Tre danske ryttere sluttede blandt de 12 bedste, da hele verdenseliten kæmpede om den eftertragtede regnbuetrikot, som den regerende verdensmester skal køre rundt i det næste år.

Og det var altså undertippede Mads Pedersen, der sørgede for den ultimative triumf for dansk cykelsport.

- Det betyder meget for alt det talentarbejde, vi laver, for alle de frivillige og for alle sponsorerne.

- Jeg håber, det betyder, at der er mange flere børn og unge, der kunne tænke sig at komme ud at køre på landevejen. Det her viser jo, at det kan lade sig gøre selv i en lille nation som vores, siger Henrik Jess Jensen.

Formanden er ikke overrasket over, at Danmark hentede en topplacering på den regnfyldte dag i den engelske provins.

Han havde dog forventet, at det var en anden dansker, der skulle have hovedrollen.

- Jeg havde selv troet, at det var Valgren, der skulle gøre det i dag. Jeg troede faktisk på en podieplacering til ham. Det er bare fantastisk, og nu skal den have gas i aften, siger Henrik Jess Jensen.

Valgren sluttede som nummer seks, mens Jakob Fuglsang endte på 12.-pladsen.

/ritzau/