DBU kasserer Lennart Johansson

Når den europæiske fodboldunion, UEFA, senere på måneden indkalder til kongres og præsidentvalg, stemmer dansk fodbold på udfordreren Michel Platini og vender dermed på ny ryggen til svenske Lennart Johansson.

Som det var tilfældet ved FIFA-præsidentvalget i 1998 og til dels i 2002, fravælger Dansk Boldspil-Union endnu en gang et tæt dansk-svensk samarbejde på højeste fodboldplan. Beslutningen blev officielt truffet i går på DBUs bestyrelsesmøde - forud for den europæiske fodboldunion UEFAs kongres i tyske Düsseldorf den 25-26. januar, hvor nuværende boss, 77-årige og svenske Lennart Johansson skal kæmpe med eksekutivkomitémedlemmet, den tidligere franske stjernespiller Michel Platini om præsidenthvervet.

Og DBU-formand Allan Hansen trykker altså - i modsætning, ifølge udmeldingerne, til blandt andre hans svenske, norske og tyske kollega - på stemmeknappen pro Platini.

»Jeg har gennem de seneste to år haft en række personlige møder med Michel Platini både i København og i udlandet og har derigennem skabt mig et førstehåndsindtryk af hans potentiale og kompetencer og ikke mindst hans visioner for europæisk fodbold,« siger Allan Hansen, der så sent som i fredags var til møde i Paris med 51-årige Platini, som allerede hentede kredit på de bonede fodboldgulve tilbage i 1998, hvor han var ansvarlig i organisationskomiteen med licens til afviklingen af VM-slutrunden i det franske.

Valgkampen - Johansson vs. Platini - har indtil videre været præget af alt andet end stor uenighed. Umiddelbart virker de to kandidater til at have samme syn og tilgang til fodboldlivet. Begge vil styrke UEFAs position som den konføderation i den internationale fodboldverden, der har absolut mest indflydelse på udviklingen. Og begge fodboldpolitikere lover de mindre nationer, at alle stadig vil få del i goderne i fremtiden.

Johanssons kovending
Hvor Michel Platini allerede i marts 2005 tilkendegav, at han agtede at kandidere, besluttede Lennart Johansson sig først for at genopstille sidste sommer - efter et par år forinden at have udtalt, at han var i gang med sin sidste regeringsperiode.

Johanssons pludselige kovending skal øjensynligt ses i lyset af, at svenskeren har svært ved at kapere lige netop Platini, som er god ven med og tidligere sparringspartner for FIFA-præsident Sepp Blatter, der altså - med dansk hjælp - slog Johansson i spillet om verdensfodboldherredømmet i 1998.

»Det har gjort indtryk på os, at Michel Platini har spillet med meget åbne kort i hele processen. Omvendt har meldingerne og handlingerne fra Lennart Johanssons side undervejs ikke levet op til UEFAs erklærede målsætning om gennemskuelighed. Og vi synes ikke, at Lennart Johanssons begrundelse for at genopstille er overbevisende,« siger Allan Hansen, men supplerer dog:

»Vi er i DBUs bestyrelse enige om, at Lennart Johansson har været en god mand for europæisk fodbold, og vi har stor respekt for det, han har stået for. Både vi og europæisk fodbold har meget at takke ham for.«