Dansk Boldspil-Union (DBU) vurderer, at det er fifty-fifty, om Danmark kan afvikle EM-kampene i Parken i 2021.

Det fortæller DBU-formand Jesper Møller torsdag til DR Sporten.

»Jeg er fortsat bekymret for, om vi kan få afviklet kampene i København. Lige nu vurderer jeg, at det er fifty-fifty, om vi lykkes med, at kampene kan afvikles,« siger Jesper Møller til DR Sporten.

Fodbold-EM for herrer er blevet udskudt fra sommeren 2020 til sommeren 2021 på grund af udbruddet af coronavirus.

Det skaber nu stor usikkerhed om de fire planlagte kampe i Parken.

Den nedslående vurdering fra Jesper Møller kommer blot en uge før den endelige frist for at sige ja til at rykke kampene i Parken fra 2020 til 2021.

Senest torsdag 30. april skal DBU komme med en melding til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

»Alle parter bag projektet er imødekommende og positive, og tingene skrider fremad.«

»Men der er altså fortsat nogle væsentlige knaster, der skal løses, før vi er sikre på, at kampene kan spilles i København«, siger Jesper Møller.

Danmark er kvalificeret til EM, og det var planen, at holdet skulle spille de tre indledende gruppekampe i Parken. Desuden skulle der spilles en ottendedelsfinale i arenaen.

I starten af april fortalte DBU, at man fortsat ønskede at afholde de fire hjemmekampe på dansk grund. Siden er projektet løbet ind i udfordringer.

»Alle arbejder dog positivt på sagen, og der vil være et intenst mødeforløb op til fristen for at få tingene på plads,« siger Jesper Møller.

DBU-formanden, som også er medlem af Uefas eksekutivkomité, fortæller, at der tilsyneladende ikke er de samme udfordringer i de øvrige 11 EM-værtsbyer.

»Det er min opfattelse, at en stor del af de andre byer er klar,« siger Jesper Møller til DR Sporten.

/ritzau/