DBU-formand har fortsat ikke tillid til Infantino efter undskyldning
Jesper Møller er tilfreds med undskyldning fra Fifa-præsident, men det er ikke nok for DBU-formanden.

Jesper Møller er tilfreds med undskyldning fra Fifa-præsident, men det er ikke nok for DBU-formanden.

Dansk Boldspil-Unions formand, Jesper Møller, har fortsat ikke tillid til Gianni Infantino som Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) præsident.
- Det er naturligvis positivt at have fået en skriftlig undskyldning for forslaget om Fifa Forward Enterprise samt den fornyede bekræftelse på, at det er trukket tilbage, men det har ikke fået mig til at ændre mening i forhold til tidligere udtalelser, siger Jesper Møller torsdag til DBU's hjemmeside.
DBU-formanden sagde i sidste uge, at tilliden til Gianni Infantino var forsvundet efter sagen om, at Fifa ville oprette et kommercielt selskab, Fifa Forward Enterprise, der skulle sælge aktier.
Fifa ville i alt sælge aktier for over 27 milliarder kroner, som så for en del af pengenes vedkommende skulle fordeles ud over de nationale fodboldforbund.
Men præsidenten blev både angrebet for at sælge fodboldens sjæl samt for den måde, han havde præsenteret forslaget på, altså uden at involvere de kontinentale fodboldforbund og andre.
Gianni Infantino var sent onsdag aften ude med en undskyldning for sin ageren i sagen.
- Vi erkender, at der blev begået fejl i processen omkring den foreslåede etablering af Fifa Forward Enterprise.
- Vi erkender, at der også blev begået fejl, efter at forslaget blev lækket til medierne, lød det i et brev fra Fifa, der var underskrevet af både Gianni Infantino og Fifas generalsekretær, Mattias Grafström.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) truer torsdag imidlertid fortsat med at boykotte Fifas turneringer, så længe Infantino er præsident.
- Vi må fortsat som minimum kræve, at der udarbejdes en fuldstændig redegørelse indeholdende alle relevante oplysninger og bilag. Om det kan vente til førstkommende ordinære FIFA Council-møde, må i første omgang være op til Uefas ledelse og de europæiske medlemmer af Council at vurdere, siger Jesper Møller.
RITZAU