DBU åbner sag mod FCK-profiler efter albueslag og spark i Randers

FC Københavns Mathias 'Zanka' Jørgensen og Nicolai Jørgensen risikerer begge karantæne, efter at DBUs Disciplinærudvalg har valgt at se nærmere på to episoder fra holdets nederlag til Randers FC søndag i Superligaen.

De to spillere var begge involveret i omdiskuterede situationer med Randers' Kasper Fisker, og det har nu fået fodboldens dømmende organ til at indhente en forklaring fra kampens dommer Michael Johansen.

 

»Under gårsdagens opgør i Superligaen mellem Randers FC – FC København udspillede der sig to særskilte episoder, hvor de to FC København-spillere Mathias 'Zanka' Jørgensen og Nicolai Jørgensen hver især var involveret i en batalje med Kasper Fisker, Randers FC,« skriver DBU på unionens hjemmeside og fortsætter:

»Med henblik på mulig behandling af sagen har fodboldens disciplinærinstans besluttet at indhente en redegørelse fra kampens dommer, Michael Johansen.«

Årsagen til, at Nicolai Jørgensen kan ende med karantæne, er, at han under kampen søndag sparkede ud efter Randers-spilleren Kasper Fisker. En handling, han senere undskyldte, men nu skal den undersøges på ny.

»Jeg tabte hovedet. Jeg blev frustreret, og der kom lidt for mange følelser med i det. Det var ikke min bedste kamp, og nogle gange ligesom alle andre mennesker fejler man lidt, og jeg blev lidt for sur i dag,« sagde Nicolai Jørgensen til TV3+.

 

Mens Nicolai Jørgensen ikke ramte Kasper Fisker, fik hans holdkammerat Mathias 'Zanka' Jørgensen bedre fat i Randers-profilen. Her viste tv-billeder fra opgøret, at forsvareren plantede en albue i hovedet på Kasper Fisker.

Dommer Michael Johansen valgte ikke at gøre noget ved de to episoder under kampen, og det skal han nu gøre rede for, inden Disciplinærudvalget træffer en afgørelse. De to FCK-spilleres skæbne ventes afgjort inden den kommende spillerunde.

FCK er i forvejen hårdt ramt af skader, og derfor kan det give manager Ståle Solbakken hovedbrud i forhold holdets startopstilling, hvis han må undvære yderligere to profiler.