DanskHåndbold indgår forlig med håndboldklubberne Ikast og GOG, som i sidste sæson begge blev snydt for en plads i Champions League på henholdsvis kvinde- og herresiden.
Det bekræfter Heino Knudsen, direktør i DanskHåndbold, til TV 2 Sport.
- I en træls og ulykkelig sag er vi tilfredse med, at vi nu har indgået et forlig med Ikast og GOG, siger Knudsen til mediet.
Pladserne gik ved en fejl til Odense og Fredericia.
Ifølge TV 2 Sport vil hverken klubberne eller DanskHåndbold udtale sig om økonomien i aftalen.
TV 2 erfarer, at forliget indebærer en kompensation til klubberne på mellem halvanden og to millioner kroner i alt. Den største andel skulle gå til GOG, fordi indtægterne er større i herrernes Champions League end i kvindernes, hvor Ikast skulle have deltaget.
Med forliget erkender DanskHåndbold også, at der er sket en fejl.
- Det er også en anerkendelse af, at den fejl naturligvis ikke burde være sket. Det er også derfor, jeg kalder det en både træls og ulykkelig sag, men som jeg jo - når sagen nu er opstået - også er tilfreds med, at vi nu har afsluttet på mindelig vis, siger Heino Knudsen ifølge TV 2 Sport.
Fejlene kom frem, efter at Skjern Håndbold undrede sig over, at klubben ikke kunne få lov til at ansøge om adgang til Europas fornemmeste turnering, Champions League.
Skjerns sag blev afvist, men fokus på systemets afgørelser førte til afsløringen af flere uheldige sager i DanskHåndbold.
Det kom frem, at GOG i sidste sæson skulle have haft en Champions League-billet i stedet for Fredericia.
Også Ikasts plads gik til Odenses kvinder, som endte med at spille sig i Champions League-finalen, hvor de tabte til ungarske Györ i juni. Senere erkendte DanskHåndbold, at Odense slet ikke skulle have været med.
/ritzau/
