Danskerne og den gode fornemmelse

Danmark er klar til VM-kvartfinalen mod Spanien efter holdet suverænt slog Island og igen holdt fast i den gode tendens til at blive bedre kamp for kamp.

Foto: Liselotte Sabroe. Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske
Læs mere
Fold sammen

Lærdommen og regningen fra Argentina

Det behøver ikke være nemt at være favoritter. Tænk bare halvanden uge tilbage på Danmarks rædderlige uafgjorte åbning på VM-turneringen mod Argentina.

Som dette VM er skredet frem, tyder mere og mere på, at Danmark ud over en høj regning i form af en bøvlet og historisk svær vej mod en VM-finale også tog god lærdom med ud af Argentina-svisperen.

Kamp for kamp har vi - fraregnet ligegyldighedskampen mod Saudi-Arabien - set et dansk hold, der hele tiden har bygget på, og som nu i modsætning til Argentina-kampen spiller med respekt for opgaven, for modstanderen og for at leve op til egne kvaliteter. Og vi har i alle kampe set et dansk hold, der i kampenes indledning har ramt et flot spændingsniveau.

Det sidste behøver heller ikke være let, men det er lige nu den helt gode fornemmelse omkring landsholdet, at Gudmundur Gudmundsson både i sin taktiske og indstillingsmæssige snak får ramt en tone, der virker.

Vi så det mod Polen forleden, og vi så det sørme igen mandag aften mod Island, der reelt var sendt hjem fra VM på seks og halvt minut af VM-ottendedelsfinalen, hvor Danmark havde bragt sig foran på 5-0. Det var et tidligt game over for en modstander, der manglede sin bedste mand, den hjernerystelsesramte Aron Palmarsson, og som aldrig var tæt på at finde et taktisk værktøj, der kunne bringe dem tilbage i opgøret.

30-25 er tallene, der gemmer på historien om en kamp med regulær klasseforskel og en udstilling af en større dansk bredde. Det var Danmarks bedste kamp ved VM - holdet ligner sig selv bedre og bedre fra de senere år. Og så ser det godt ud.

Island er - ligesom Polen, Rusland, Tyskland, Argentina og Saudi-Arabien var det - et hold Danmark skal slå, men det betyder jo ikke, at man bare går ud og gør det, som vi så i det indledende gruppespil mod tyskerne og argentinerne.

Derfor skal det både anerkendes og hyldes, at danskerne aldrig kom i problemer mod Island i ottendedelsfinalen, der ellers nok kunne have fremkaldt en nerve eller to. Det var der ikke noget af, og det var trygt og godt at opleve inden et videre VM-forløb, der mildt sagt er modbydeligt.

Argentina-kampens pris er nemlig den, at vi nu har Spanien i en VM-kvartfinale på onsdag, formentlig Frankrig i en eventuel VM-semifinale fredag og så gætter jeg på Kroatien i en eventuel VM-finale søndag.

Ja, det er utidigt at tænke så langt frem, men gør det alligevel. Tænk lige tanken til ende: Hvis Danmark bliver verdensmestre i år, kan det meget vel have været efter en turnering, hvor man har mødt Tyskland, Rusland, Polen, Island, Spanien, Frankrig og Kroatien. Så bliver det ikke barskere - og det skyldes alt sammen blunderen i åbningskampen. Sådan en laver de aldrig igen.

Okay, det var et sidespor og så alligevel ikke helt, for jeg var på vej til at smide lys over det videre forløb i turneringen, og Island-kampen og kampen mod Polen i søndags har vist , at der er gode tegninger i spillet.

Forsvaret ser bestemt bedre ud, tryggere omkring de mere offensive nuancer i 6-0-formationen, som Gudmundsson har lagt ned over det. Nicklas Landin er tættere på den bedste udgave af sig selv end på noget tidligere tidspunkt i turneringen.

Og hvor jeg tidligere i turneringen følte mig usikker på Rasmus Lauge på playmakerposten, så ligner Kiel-spilleren i dag et flot bud på en moden og skudfarlig spilstyrer. Mads Mensah Larsen ligner en rigtig god indskiftning i truppen. Og Mikkel Hansen, Lasse Svan Hansen og Hans Lindberg er bare klasse.

Hvor ligger bekymringerne? Her er nogle af mine:

Anders Eggert brænder for meget og spiller lige nu den dårligste turnering, jeg kan huske. Kasper Søndergaard er stadig ikke sådan helt inde i turneringen, og det bekymrer mig  i forhold til møder med Spanien og ikke mindst Frankrig, hvis vi kommer så vidt.

Endelig er der forsvaret, hvor man ikke sidder tilbage med den tunge overbevisning om, at Danmark, når der begynder at blive skiftet ud på de centrale poster, kan stå distancen.

Jeg tager helst fejl. Og jeg kan meget vel tage fejl. For bekymringerne er blevet mindre, de gode fornemmelser bedre. Det danske landshold bliver lige nu kamp for kamp bare bedre. Det er en skøn tendens i en lang turnering.