Danskerne i Gladbach skal have ny træner

Jupp Heynckes er færdig som træner i Borussia Mönchengladbach. Dermed skal de fem danskere i klubben have en ny leder i kampen for at undgå nedrykning.

To dårlige resultater i løbet af tre dage, og så havde træner Jupp Heynckes ikke længere mod på arbejdet i danskerklubben Borussia Mönchengladbach. Den rutinerede træner bad om at få sin kontrakt opløst med øjeblikkelig virkning, og dermed skal de fem danske spillere i den tyske bundklub have en ny leder i kampen for at undgå nedrykning. Foreløbig skal assistenttræneren Jos Luhukay stå i spidsen for holdet i kampen mod Bielefeld på lørdag, og det ventes også, at han tager over på sigt.

I den første kamp efter vinterpausen tabte Borussia Mönchengladbach i lørdags 1-3 i bundbraget mod Energie Cottbus, og tirsdag aften blev det kun til 0-0 på hjemmebane mod Nürnberg. Gladbach ligger i øjeblikket tre point under nedrykningsstregen.

Det er uvist, om Jupp Heynckes, der i 1998 vandt Champions League som Real Madrid-træner, vil fortsætte sin trænerkarriere.

/ritzau/