De danske offensivspillere Anders Dreyer og Marcus Ingvartsen kom rigtig godt fra start i sæsonåbneren mod CF Montreal.

I den nordamerikanske fodboldliga MLS vandt danskerklubben San Diego FC hele 5-0 over den canadiske fodboldklub på hjemmebane.

27-årige Anders Dreyer, som tidligere var en profil for FC Midtjylland, leverede en assist til San Diegos mål til 1-0 efter 14 minutter.

Montreal var bagud med 0-2 ved pausen, og da det canadiske hold indkasserede et rødt kort i begyndelsen af anden halvleg, blev det svært.

Anders Dreyer havde også en afgørende fod med i opspillet til målet til 4-0 i anden halvleg, som blev scoret af holdkammeraten Marcus Ingvartsen.

Dreyer løb ned med bolden til baglinjen og serverede den med en præcis aflevering ind i feltet for fødderne af Marcus Ingvartsen, som hamrede bolden ind på undersiden af overliggeren og ind bag Montreals chanceløse målmand.

Den danske målscorer blev skiftet ud kort efter sin scoring.

Danske Jeppe Tverskov, som er San Diegos anfører, var også på banen i opgøret. Han var også en del af opspillet til 5-0-målet.

Den fjerde dansker i klubben, 20-årige Osvald Søe, sad på bænken i hele kampen.

San Diego nåede semifinalen i MLS i 2025. Dreyer bidrog med 19 mål og blev efterfølgende kåret som ligaens næstbedste spiller efter selveste Lionel Messi, der førte Inter Miami til titlen.

Dreyer fik tidligere på året forlænget sin kontrakt med klubben frem til 2029.

Den danske cheftræner Jesper Sørensen fra Vancouver Whitecaps fik også en god start på den nye fodboldsæson. Holdet vandt sæsonåbneren mod Real Salt Lake med 1-0.

Vancouver Whitecaps nåede hele vejen til MLS-finalen sidste år, hvor Jesper Sørensen og co. tabte 1-3 til Lionel Messi og resten af Inter Miami. Jesper Sørensen har blandt andet tidligere været træner i Brøndby.

Inter Miami kom skidt fra start i 2026 og tabte åbningskampen på udebane til Los Angeles med 0-3.

/ritzau/