Dansker tog VM-titel i Le Mans: Det er virkelig stort

Michael Christensen måtte igennem op- og nedture i Le Mans på vejen til VM-titlen i langdistanceløb.

AUTO-FRA-24H-ENDURANCE - 20190
Det er første gang, at Michael Christensen tager VM-titlen i langdistanceløb i GTE-klassen. (Arkivfoto) Jean-Francois Monier/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Vejen til verdensmesterskabet i langdistanceløb var ikke nem, da danske Michael Christensen sammen med fransk Kévin Estre søndag sikrede sig VM-titlen i GTE-klassen med en tiendeplads i Le Mans.

Den dansk-franske duo, der under Le Mans havde selskab af belgiske Laurens Vanthoor, startede i syvende position, men fik sig langsomt kæmpet sig frem og lå i et par omgange forrest i GTE Pro-klassen i det prestigefyldte løb.

Men lørdag nat betød en defekt udstødning, at de tre køreres Porsche måtte tage et længere pitstop, og så røg bilen ned i placeringerne.

Det hele endte med en tiendeplads, som dog var nok til at sikre VM-titlen for Christensen og Estre, der har kørt sammen i hele VM-serien.

- Det er svært at sætte ord på. Det er virkelig stort det her.

- Vi var helt nede i kulkælderen i nat. Det var en fejl, vi aldrig havde set før hos Porsche, så det var ikke noget, vi kunne forhindre, siger Michael Christensen i en pressemeddelelse.

Danskeren gik sammen med Estre ind til Le Mans, der var sæsonens sidste løb i VM-serien, med en komfortabel føring i jagten på verdensmesterskabet.

Risikoen for at tabe det hele på gulvet var dog også til stede.

- Fra at have en reel mulighed for at vinde løbet, blev det til et job, der bare skulle udføres. Så vi var langt nede, men at stå nu og kalde sig verdensmester er virkelig fantastisk, siger Michael Christensen.

/ritzau/