Dansker efter EL-triumf: Det største jeg har prøvet

Andreas Christensen regner med, at Chelsea-spillerne skal ud af et klistret omklædningsrum og fejre sejren.

FBL-EUR-C3-CHELSEA-ARSENAL-FIN
Andreas Christensen har været med i samtlige kampe på vej mod onsdagens Europa League-finale, hvor Arsenal blev slået med 4-1. Ozan Kose/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Baku. Chelseas danske forsvarsspiller, Andreas Christensen, betegner onsdag aften som den største i fodboldkarrieren efter 4-1-sejren over Arsenal i finalen i Europa League.

- Indtil videre er det. Det er mit første store trofæ. Det betyder meget, siger Andreas Christensen til 6'eren.

Den 23-årige midterforsvarer afslører, at han var ramt af lidt nerver i den rent engelske duel, hvor målene lod længe vente på sig.

Efter 0-0 ved pausen kom Chelsea blæsende ud til anden halvleg, hvor Olivier Giroud hurtigt headede de senere vindere i front.

Bagefter scorede Pedro Rodríguez til 2-0, inden Eden Hazard nettede to gange. Indimellem reducerede Arsenal til 1-3.

- Det startede lidt langsomt og afventende. Det var ikke meningen. Vores gameplan var at komme hurtigt ud.

- Anden halvleg begyndte perfekt med et hurtigt mål. Så handlede det bare om at stå tæt nede bagved, siger Andreas Christensen.

- Jeg er superglad. Det er min første finale, og jeg kunne godt mærke lidt nerver, men jeg synes, at jeg styrede det fint, siger han.

Danskeren har været med hele vejen frem mod onsdagens triumf.

Christensen har spillet samtlige 14 kampe for det succesfulde Chelsea-hold før finalen mod Arsenal, hvilket gør ham ekstra stolt.

- Nu har jeg vist mig frem - måske ikke på højeste niveau, men på niveauet lige under Champions League.

- Jeg har spillet alle europæiske kampe. Jeg synes, at jeg har gjort mit, og jeg er utrolig stolt over, at det er endt med det her, siger han.

Tidligere på sæsonen var Andreas Christensen ikke tilfreds med spilletiden i Chelsea, hvor han lidt for ofte efter sin egen mening har siddet på bænken i Premier League.

Danskeren regner dog med at fortsætte i Chelsea.

- Lige nu gør jeg. Nu skal jeg lige have en landsholdssamling overstået, siger han.

Inden Chelsea-danskeren skal møde ind i landsholdslejren forud for de kommende EM-kvalifikationskampe mod Irland og Georgien, skal finalesejren dog lige fejres.

- Omklædningsrummet er virkelig klistret og ulækkert, så jeg tror, at vi skal hjem på hotellet, og så er jeg sikker på, at der skal ske noget, siger han.

/ritzau/