Dansker cykler på podiet bag Evenepoel i Quebec
Anthon Charmig blev nummer tre i sit favoritløb, men han kunne ikke hamle op med verdensstjerne.

Anthon Charmig blev nummer tre i sit favoritløb, men han kunne ikke hamle op med verdensstjerne.

Den danske cykelrytter Anthon Charmig leverede fredag et stort resultat i World Tour-løbet Grand Prix Cycliste de Québec.
Som den første dansker nogensinde cyklede han sig på podiet i endagsløbet, da han sluttede som nummer tre.
Charmig var dog ikke i spil til sejren på de sidste meter. Her var han distanceret af italieneren Giulio Ciccone og superstjernen Remco Evenepoel, der endte med at vinde spurtduellen.
Charmig trillede alene over målstregen 15 sekunder senere. Han betragter tredjepladsen i sit favoritløb som yderst opløftende. Sidste år blev han nummer syv samme sted.
- Quebec er mit favoritløb. Sidste år havde jeg ikke nogen kontrakt, og der sikrede løbet mig en kontrakt med Uno-X. I år forbedrede jeg mig lidt og blev nummer tre. Det er et kæmpe stort resultat for mig, så jeg er glad, siger Charmig i en video fra Uno-X på Instagram.
- Remco var utrolig stærk, tilføjer han om løbets belgiske vinder.
I sidste uge blev Charmig nummer tre i et italiensk endagsløb på næsthøjeste niveau.
Selv om han har vist en opadgående formkurve på bagkant af sit styrt under sommerens Tour de France, er han ikke en del af Danmarks hold ved det forestående VM på de canadiske landveje i slutningen af september.
RITZAU