Dansker blev spansk mester med Barcelona

Håndboldspilleren Jesper Nøddesbo kunne lørdag lade sig hylde som spansk mester i håndbold sammen med klubkammeraterne fra Barcelona.

Den 34-årige danske stregspiller og resten af holdet sikrede sig mesterskabet efter en suveræn sejr på udebane med 45-19 mod Zamora fra ligaens tunge halvdel.

Sejren i kampen var Barcelonas 25. i træk i Spanien, hvor holdet på imponerende vis er gået ubesejret gennem sæsonen.

Jesper Nøddesbo har været i den spanske storklub siden 2007, hvor han kom til fra KIF Kolding.

I sin tid i Spanien har Jesper Nøddesbo nu vundet det spanske mesterskab fem gange i træk, mens det også er blevet til en enkelt Champions League-titel i 2011.

 

I Barcelona er Jesper Nøddesbo blandt mange stjerner holdkammerat med verdens bedste håndboldspiller, franske Nikola Karabati¿.