Otte danske svømmere var mandag formiddag i bassinet under den første dag til EM på langbane i Paris, men det blev ikke til avancement.

Ingen af de otte landsholdssvømmere var seedede til at gå videre fra indledende heats, men ikke desto mindre blev der sat to personlige rekorder af to danske EM-debutanter.

Shawn Wolf var i aktion i herrernes 100 meter brystsvømning og svømmede i tiden 1 minut og 1,99 sekunder, hvilket er ny personlig rekord. Men det var ikke nok til at kvalificere sig til semifinalerne.

- Det gik rimelig meget som min gameplan, som var at mose ud de første 50 meter og så give den et skud hjem. Så det var lækkert, at det lykkedes og giver masser af selvtillid frem mod det næste løb, siger EM-debutant Shawn Wolf i en skriftlig kommentar.

EM-debutant Mathias Christensen var i aktion i samme heat og leverede også en personlig rekord med tiden 1 minut og 2,06 sekunder. Shawn Wolf endte samlet nummer 49, og Christensen sluttede samlet nummer 50.

Elias Marius Elsgaard var også i aktion i 100 meter brystsvømning og blev nummer 39 i tiden 1 minut og 1,29 sekunder.

I herrernes 50 meter butterfly blev EM-debutant Lukas Peacock nummer 75, Rasmus Nickelsen nummer 33 og Casper Puggaard nummer 29.

I kvindernes 200 meter rygsvømning sluttede debutant Emma Brogaard Krogh som nummer 23, mens Schastine Tabor endte på en 21.-plads.

Tirsdag er der flere danske svømmere på menuen ved EM i Paris.

Guldvinder fra kortbane-EM Martine Damborg skal i vandet i 50 meter butterfly, og Frederik Riedel Lentz skal kæmpe for en plads videre i 100 meter fri.

Svømmelandsholdet svømmer ved EM desuden holdkap i 4 x 100 meter medley for kvinder, herrer og mixed.

I alt stiller Danmark til start med 16 svømmere ved EM i den franske hovedstad.

RITZAU