Hvis man skal tro bookmakeren Danske Spil, så har Danmarks håndboldmænd aldrig været større favoritter til at vinde EM-trofæet end i år.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Vi har historisk lave odds på dansk EM-guld. Vi giver i skrivende stund kun pengene retur 1,45 gange. Det er altså decideret voldsomt. Det vil være en sensation, hvis vi ikke vinder guld, siger oddssætter hos Danske Spil Mads Mortensen i pressemeddelelsen.
Også forud for VM sidste år var Danmark historisk store favoritter. Dengang fik man pengene 1,85 gange igen, hvis man før turneringen spillede på dansk triumf.
Danske Spils oddssætter fremhæver blandt andre Mathias Gidsel og Emil Nielsen som afgørende figurer, men Danmarks fordel i forhold til konkurrenterne er den bredde, landstræner Nikolaj Jacobsen råder over, lyder det.
- Jeg behøver jo nærmest ikke at forklare det, men det danske landshold er simpelthen så voldsomt stærkt et hold, når man sammenligner med alle konkurrenterne. Og det ikke mindst, fordi vi har så bred en trup, siger Mads Mortensen.
Danmark har vundet VM fire gange i træk, men har haft meget sværere ved at få greb om EM-trofæet. Det er således ikke sket siden 2012. I 2024 var danskerne tæt på, men blev nedlagt af Frankrig i finalen.
- Man siger jo ofte, at et EM er vanskeligere at vinde end et VM, da der ikke er nogen "nemme" kampe, som der kan være ved et VM. Men skal vi være lidt frække, så er der i virkeligheden heller ikke for alvor nogen "svære" kampe ved et EM, når man er så god som Danmark, siger Mads Mortensen.
Det udsagn vil landstræner Nikolaj Jacobsen næppe nikke genkendende til, når han fredag møder ind i Boxen i Herning til Danmarks første EM-kamp mod Nordmakedonien.
Foruden Nordmakedonien er Danmark havnet i gruppe med Rumænien og Portugal i EM's indledende fase. I mellemrunden bliver danskerne parret med de to grupper, der består af stærke nationer som Tyskland, Spanien, Norge og Frankrig.
/ritzau/
