På hjemmebanen i den tyske hovedstad var det en formssag for Füchse Berlin og holdets danske omdrejningspunkter at køre upåagtede GWD Minden over med 42-27.

Landsholdsspillerne Mathias Gidsel og Lasse Andersson førte an på hver sin back i de forsvarende tyske mestres angrebsspil.

De to danske profiler var berlinernes topscorere i søndagens storsejr. Gidsel sørgede for ti fuldtræffere, og Anderssons stod bag seks af slagsen.

Storklubbens danske cheftræner, Nikolej Krickau, kunne se sit mandskab gå mindre målamok allerede i første halvleg, da Füchse Berlin var foran med 22-13 efter den første halve times håndbold.

Berlin sænkede tempoet en smule efter pausen, men satte mod slut igen turbo på angrebsspillet, og så blev gæsterne for alvor spillet ned under gulvbrædderne.

Efter en haltende sæsonstart har Füchse nu vundet fire på stribe i Bundesligaen og holder snor i toppen af rækken.

På femtepladsen har hovedstadsklubben blot to point op til Flensburg-Handewitt på førstepladsen.

Füchse Berlin mister danske Lasse Andersson efter sæsonen, når landsholdsspilleren skifter til Ølstykke-klubben HØJ Elite i herrernes bedste håndboldrække.

Noget kan dog tyde på, at der kommer dansk islæt ind den anden vej.

Ifølge TV 2 Sport har Füchse Berlin udnyttet en klausul i landsholdsspiller Simon Pytlicks nuværende kontrakt med Flensburg-Handewitt og sikret sig den danske landsholdsstjerne fra sommeren 2027.

Også det tyske medie Sportschau beskæftiger sig med det muligt opsigtsvækkende skifte.

Ifølge Sportschau kan skiftet ske med effekt fra efter denne sæson - altså i sommeren 2026.

Det vil dog ifølge TV 2 Sports oplysninger kræve, at de to klubber bliver enige om en overgangssum for 24-årige Pytlick.

/ritzau/