Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen kommer ikke til at forsvare deres titel ved China Open.
Den danske badmintondouble røg torsdag ud af turneringen efter et nederlag i tre tætte sæt til Yew Sin Ong og Ee Yi Teo fra Malaysia. Danskerne tabte med cifrene 18-21, 21-14, 23-25.
Også den anden danske herredouble i turneringen med Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen var ude i et drama, inden de måtte se sig slået.
Her var det også et malaysisk par, der trak det længste strå i en yderst tæt affære, der endte med et dansk nederlag på 13-21, 24-22, 25-27 efter 71 minutters badminton.
Begge kampe var i anden runde og gjaldt billetter til kvartfinalerne, som dermed bliver uden dansk deltagelse.
Tidligere på dagen sikrede Anders Antonsen sig til gengæld en plads i kvartfinalen i herresingle, da han slog landsmanden Rasmus Gemke i to sæt.
Også damedoublen med Sara Thygesen og Maiken Fruergaard har en chance for at spille sig i kvartfinalen, når de møder femteseedede Greysia Polii og Apriyani Rahayu fra Indonesien i anden runde.
/ritzau/