Danske fodbold-agenter skal til lommerne

Prisen for at repræsentere spillere som Rasmus Thelander og Andreas Cornelius stiger. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver dyrere at være dansk fodboldagent.

Dansk Boldspil Union (DBU), der som nationalt fodboldorgan står for udstedelse af agentlicenser, skruer nu op for administrationsgebyret med 50 procent.

Gebyret for at repræsentere en spiller stiger fra 10.000 kroner til 15.000 kroner, og der opkræves yderligere 15.000 kroner for agenter, der repræsenterer 15 eller flere spillere.

I et regnskabsår, der så DBU med et underskud på knap 10 millioner kroner, skønnes gebyrstigningen fremadrettet at indbringe DBU omkring en lille million kroner ekstra.

Stigningen blev vedtaget på det stormomsuste bestyrelsesmøde, hvor de nu afgåede DBU-bosser Jim Stjerne Hansen og Allan Hansen blev betænkt med knap fem millioner kroner i gyldne håndtryk.

Regnskab og andet har dog ingen indflydelse på beslutningen, forklarer DBU’s ansvarlige for kontraktfodbold, jurist Jes Christian Fisker:

- Der er efter vores opfattelse tale om en naturlig regulering al den stund, at vi ikke har ændret på priserne i mere end 10 år (siden 2003). Samtidig er priserne sammenlignelige med de priser, man har i både Sverige og Norge.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra fodboldagentmiljøet, da den danske agentforening som tidligere beskrevet i BT er opløst og branchen generelt præget af intern uro.