Danske dopingjægere foran skillevej

Motionsdopingen er i vækst i de danske fitnesscentre. Det øger arbejdspresset i Anti Doping Danmark i en grad, så dopingjægerne nærmer sig en skillevej. Enten skal pengetanken have et vitamintilskud, eller også skal Anti Doping Danmark på sigt splittes op i to. En til bredden. Og en til eliten.

Det er ikke sådan lige at bevise. Men eksperterne i Anti Doping Danmark (ADD) er enige om det. At den såkaldte fitness-doping eller motionsdoping udgør et stadigt stigende problem.

Dopingjægerne er også enige i, at selvsamme problem har den bivirkning, at de nu må løbe meget hurtigere end for små to år siden. Der fulgte nemlig ikke en ekstra pose penge med, da kulturminister Brian Mikkelsen (K) pålagde ADD også at klare arbejdet med at jage dopingsyndere i de danske fitness-centre.

Nu skal kadencen i kampen mod motionsdopingen så tilmed sættes i vejret, bebuder Brian Mikkelsen. Det får formand i ADD, Jens Evald, til at råbe vagt i gevær. Hvis antidopingarbejdet fortsat skal være en succes, skal der groft sagt tilføres midler til den selvejende institution. En anden løsning kunne være at dele organisationen op i to, en til bredden og en til eliten.

»Jeg vil ikke sige, at vi er ved at segne. Men det er da ingen hemmelighed, at det er en meget stor arbejdsbyrde, der er blevet os pålagt med motionsdopingen. Hvis de politiske ambitioner rækker længere endnu, er det klart, at der skal ske noget,« siger Jens Evald, der er professor i retsvidenskab på Århus Universitet.

Problemet bliver yderligere klart, når man kigger på finansieringen af ADD. Ud af et årligt budget på omkring 12 millioner kroner kommer fire millioner fra kulturministeriet. Resten spæder idrættens organisationer i med.

Praktiske problemer
Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark ser gerne, at dopingjægerne primært går efter eliten, som også oprindeligt var hele eksistensgrundlaget for ADD. De danske skytter og DGI derimod forventer, at ADD arbejder bredere, men de spytter også mindre i kassen. Interesserne er altså modstridende.

»Det giver selvfølgelig nogle praktiske problemer. Men det er jo altså vores pligt at få det til at hænge sammen, sådan vil jeg sige det. Vi er ikke sat i verden for at være negative,« siger Jens Evald.

Problemerne kan da også løses ved at hente flere penge og på lang sigt lave et samlet kraftcenter for al antidopingarbejdet, mener han.

»Jeg godt se det positive i, at man lægger hele dopingbekæmpelsen ind i en instans, men det giver også to problemer. Vi mister jo i så fald den profil, vi oprindeligt havde, nemlig at vi skulle være et agentur, som først og fremmest skulle bekæmpe doping inden for eliteidræt.

Skal alt samles under en hat, skal der tilføres ressourcer, og så skal det tænkes helt anderledes og i et meget større perspektiv end i dag.«

Ret skal dog også været ret. Ifølge Jens Evald har ADD allerede fået lovning på flere midler til en række dugfriske projekter og tiltag mod motionsdoping.

»Derfor har vi valgt at sige, at motionsdelen i første omgang alene finansieres ved de her projektansøgninger. Men det betyder også, at de ansøgninger, der måtte komme, kan forventes at være relativt store,« siger Jens Evald.

Han afviser heller ikke, at en egentlig opsplitning af ADD kunne være vejen frem. Jens Evald mener nemlig, at motionsdopingen i langt mere udpræget grad er et sundhedsmæssigt problem snarere end et anliggende for kulturministeriet, som eliteidrætten jo hører under.

»Der er på en måde allerede en opsplitning undervejs, fordi vi har været nødt til at pege nogle mennesker ud, som har ansvaret for motionsdopingen, så på længere sigt kunne man godt forestille sig, at man helt delte organisationen. Men det sker næppe i 2007, det ligger nok lidt længere ude i fremtiden,« vurderer Jens Evald.

Sundhedsproblem
Kulturminister Brian Mikkelsen er ikke enig i den betragtning. Han bekræfter, at han står parat med en check, hvis ADD skal løfte mere end i dag. Hellere gå den vej end en opsplitning, mener han.

»Elite og bredde handler dybest set om det samme. Testene er jo kun en del af arbejdet, mens oplysning og uddannelse er en anden del. Uanset om du taler om sportens verden eller motionisternes verden, er der begge steder tale om et sundhedsproblem.

Når der er tale om eliteidræt er der yderligere tale om et etisk problem. Men det er i bund og grund et sundhedsproblem, for du kan dø eller blive invalideret af det. Derfor synes jeg, at ADD skal stå for testningen begge steder.«