Curlingkvinderne fra Danmark kom lørdag godt fra start ved EM i Finland med sejre over først Tjekkiet og siden Tyrkiet.
Skipper Madeleine Dupont og holdkammeraterne besejrede i første kamp Tjekkiet 10-4 efter at have ført det meste af dysten.
Tjekkiet rykkede sidste år op som vinder af B-laget og er derfor ny i det bedste selskab.
Her har danskerne længe ligget med triumfen i 2022 som den nuværende generations bedste resultat.
Alle spillerne fra dengang er stadig med, og de viste rutinen i premieren mod Tjekkiet.
Danskerne havde sidste sten i første og tredje ende, hvor det begge gange blev til to danske point.
Det betød, at Danmark gik ind til fjerde ende med en føring på 4-2, som aldrig blev sat over styr. Tre point i syvende ende afgjorde endegyldigt kampen til dansk fordel.
EM er en del af forberedelserne til vinter-OL, som afvikles i Norditalien til februar.
Ud over Madeleine Dupont består det danske hold af Denise Dupont, Jasmin Holtermann, Mathilde Halse og reserven My Larsen.
Allerede lørdag aften spillede de danske kvinder anden kamp, og den blev vundet med 6-4 over Tyrkiet.
Efter tre pointløse ender kom Danmark først på tavlen med to point, men tyrkerne svarede igen med udligning til først 2-2 og siden 4-4, men derefter var det danske hold bedst og afgjorde kampen.
Også herrelandsholdet fra Danmark deltager ved EM efter to års fravær fra øverste niveau.
Her blev det til dansk nederlag i første kamp med cifrene 5-7 mod Polen.
Danmark var bagud med 0-2 efter de tre første ender, men scorede så to point og udlignede til 2-2 i fjerde ende. Polen lavede dog tre point i femte ende og kørte sejren hjem derfra.
De danske herrer møder Sverige i sin anden kamp søndag morgen.
Modsat kvinderne har de danske curlingmænd ikke sikret sig adgang til vinterlegene. Det unge hold sigter i stedet mod OL i 2030.
/ritzau/
