Danske bordtennismænd er klar til semifinalen i Minsk

Jonathan Groth og holdkammeraterne besejrede Østrig med 3-1 i kvartfinalen ved European Games.

Den danske bordtennissucces fortsætter ved European Games i Minsk.

Efter Jonathan Groths sølvmedalje i single er det danske landshold nu klar til semifinalen i holdturneringen.

Danmark besejrede torsdag aften Østrig med 3-1 i en kamp, hvor samme Groth vandt to singler.

Tobias Rasmussen og Anders Lind indledte ellers med et nederlag i double, men Jonathan Groth udlignede til 1-1 ved at slå Stefan Fegerl i tre sæt.

Efter en tæt kamp bragte Anders Lind derefter Danmark på 2-1, inden Groth afgjorde kvartfinalen med en sejr over Daniel Habensohn.

Tidligere torsdag vandt Danmark i første runde over Slovenien.

/ritzau/