Danske badmintonpar er klar til finalerne i Malaysia Masters

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl. Fold sammen
Læs mere

Den topseedede danske damedouble og mixeddouble skal søndag svinge ketcheren i finalerne ved Malaysia Masters.

Først vandt Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen lørdagens semifinale mod det tredjeseedede indonesiske par Pia Zebadiah Bernadeth og Rizki Amelia Pradipta. Den danske damedouble sejrede med cifrene 21-12, 23-21.

Nogle timer efter var det Christinna Pedersen og Joachim Fischers tur til at slå til fjerboldene i deres semifinale i mixeddouble.

Modstanderne Peng Soon Chan og Pei Jing Lai fra Malaysia blev ikke levnet mange chancer foran hjemmepublikummet.

Danskerne noterede først en sikker sejr i første sæt med cifrene 21-10, og med 21-7 i andet sæt var der ikke meget tvivl om, hvem der skulle videre til finalen.

Mixeddoublen skal møde et andenseedet indonesisk par i deres finale, mens damedoublen bør have gode chancer for sejr mod et useedet japansk par.