Dansk undertøjsfirma dropper Wozniacki

Caroline Wozniacki har mistet en god sponsoraftale med JBS. Fold sammen
Læs mere

Caroline Wozniacki har siden 2013 haft en undertøjskollektion hos det danske undertøjsfirma JBS. Men den er nu blevet droppet på grund af fodboldstjernen Cristiano Ronaldo.

Der kom stor opmærksom omkring den Herning-baserede undertøjsproducent JBS, da de begyndte at samarbejde med den danske tennisspiller Caroline Wozniacki sidste år. Undertøjskollektionen blev lanceret med et photoshoot af en letpåklædt Wozniacki, og det var et kæmpe hit.

Faktisk var det så stort et hit, at Real Madrid-spilleren Cristiano Ronaldo blev interesseret i at lave en aftale med JBS.

»Caroline Wozniacki var en af grundene til, at vi fik fat i Cristiano Ronaldo,« siger JBSs direktør, Michael Alstrup, til Daily Mirror.

»Han havde set, hvordan Caroline vovede at blive fotograferet kun i det undertøj, som vi har lavet til hende, og han kunne lide det.«

Et år efter, at JBS begyndte at samarbejde med Wozniacki, kom der så en aftale i stand med Ronaldo. Undertøjskollektionen går under brandet CR7, og det har imidlertid været så stor en succes, at de nu har droppet samarbejdet med Wozniacki.

»Vi havde håbet på at tage en markedsandel, men virkningen af CR7 har været meget, meget større, end vi havde turdet håbe på. Så det bedste for firmaet er at stoppe samarbejdet med Caroline Wozniacki,« siger Michael Alstrup.