Dansk triatlet vil til tops på hjemmebane

Triatleten Helle Frederiksen er klar til at træde frem i rampelyset i søndagens Ironman-stævne.

Der skal blandt andet svømmes næsten to kilometer i søndagens triatlon-stævne i Helsingør. Colourbox/Free Fold sammen
Læs mere

Den danske triatlet Helle Frederiksen er klar til at tage det sidste skridt helt op blandt Europas og verdens bedste triatleter.

Det skal ske ved at sejre i søndagens Ironman-stævne KMD Ironman 70.3 European Championship i Helsingør.

En sejr vil i givet fald være Helle Frederiksens største præstation til dato. Sidste år blev hun toer.

»Mit mål er at vinde, og jeg står langt stærkere, end jeg gjorde sidste år. Feltet er godt nok endnu stærkere i år, så det kræver, at alt klapper for at stå øverst på podiet.«

»Men hvor jeg sidste år nok overpræsterede, fordi publikum simpelthen bar mig frem, så kommer jeg ind til dette mesterskab i bedre form end sidste år,« siger Helle Frederiksen.

Hun fokuserer først og fremmest på hendes egne styrker, men har også øje for de andres rivalers svagheder.

»Jeg kender mine modstandere godt og kender deres styrker og svagheder, så det gælder om at rykke på de rigtige tidspunkter i forhold til det.«

»Samtidig kender jeg hele det kæmpe setup i Helsingør og alle ruterne fra sidste år. Det giver en god ro og fornemmelse, at jeg har prøvet det før,« siger Helle Frederiksen.

Atleterne skal gennemføre 1,9 kilometers svømning, 90 kilometers cykling og 21,1 kilometers løb. Det kaldes i triatlonsporten for en halv ironman.

Foruden de bedste professionelle triatleter er der deltagerrekord med 2800 deltagere fra 50 forskellige nationer, oplyser arrangørerne.

/ritzau/